
Kommunerne er klar til at levere varmeplaner, som sikrer borgere grøn fjernvarme i stedet for olie eller gas. Men det kræver, at Christiansborg er med på nogle lovændringer, som gør det nemmere, lyder budskabet.
- Vi er med på målet og sandsynligvis også tempoet. Men det kræver, at politikerne på Christiansborg også lytter til de ting, vi kommer med, siger formand for Klima- og Miljøudvalget i KL Birgit Hansen (S).
Regeringen lægger ifølge TV2 op til, at naturgas udfases inden 2028. Det betyder, at 400.000 husstande, der i dag bliver opvarmet med gas, skal skrotte gasfyrene. I stedet skal de have lagt fjernvarmerør ind eller investere i varmepumper.
Borgerne skal ifølge TV2 have besked i løbet af 2022. Hvis kommunerne skal levere deres del af arbejdet, kræver det nogle lovændringer, påpeger Birgit Hansen:
Automatisk ja-tak
- Vi skal nok levere, men vi har brug for nogle lovændringer. For eksempel skal udgangspunktet være et automatisk ja-tak til tilslutning.
Det vil ifølge Birgit Hansen kunne forkorte den tid, der tager for nye varmeprojekter at blive behandlet. Der er ifølge Frederikshavn-borgmesteren også brug for at lempe på kravene om at gennemføre samfundsøkonomiske beregninger af projekterne.
- Det vil betyde, at man måske kan forkorte processen fra halvandet år til fem måneder. Men det kræver, at ministeren og Folketinget sætter sig ned og ser på, hvor meget man egentlig skal igennem, og hvem skal levere, siger hun.
Endelig er det nødvendigt at politikerne gentænker en pålagt lukning af en række forbrændingsanlæg, lyder det fra Birgit Hansen.
Hun henviser til, at Folketinget har pålagt kommunerne at lukke nogle forbrændingsanlæg, fordi den samlede kapacitet tidligere har været vurderet til at være for stor.
- Vi skal jo også have noget at putte i fjernvarmerørene, og derfor nytter det ikke noget, at vi lukker en række forbrændingsanlæg. Det skal vi på sigt, men ikke her og nu, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.