
Selv om fem ledende Tvind-folk har været efterlyst via Interpol i fire år, og Tvind er under mistanke for skattesvig og svindel i flere lande, betalte danske kommuner sidste år mindst 190 mio. kr. til Tvind. Det viser en opgørelse, som kommunen.dk og DR-programmet Afsløret har lavet på baggrund af en aktindsigt hos kommunerne.
Ifølge DR’s og kommunen.dk’s research modtog Tvind således mindst 190 mio. kr. fra kommunerne i 2016. Det tal er steget hvert år, siden Tvind i slutningen af 1990’erne omlagde flere af de gamle kost- og efterskoler til at tage sig af det socialpædagogiske område.
I alt sender 67 kommuner børn, unge og udsatte voksne til Tvinds bo- og opholdssteder, viser kommunen.dk’s opgørelse. Den oplysning overrasker formand for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF).
'Krænkende'
- I lyset af, at Tvind-leder Mogens Amdi Petersen og fire andre Tvind-folk er flygtet ud af Danmark i stedet for at møde op i retten, hvor de er tiltalt for omfattende skattesvig og underslæb, er det krænkende for retsbevidstheden, at kommunerne yder fortsat støtte til Tvind-imperiet. Man kan ligefrem forestille sig, at penge bliver kanaliseret til Amdis luksuseksil i Mexico. Vi vil ikke være til grin for vores egne skattekroner, siger Peter Skaarup.
Også Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) er overrasket og finder brugen af opholdsstederne problematisk.
Tilsammen modtog opholdsstederne under Tvind i 2016 114 mio. kr. til anbringelsen af mindst 235 børn. Voksenområdet, der tager sig af blandt andet unge hjemløse og bosteder for handicappede, modtog samme år mindst 18 mio. kr. og 45 personer. De resterende 58 mio. kr. blev tjent på højskoler, specialskoler, STU-uddannelser, aflastning og efterskoler.
Hjemmeside ændret
Samtlige socialpædagogiske tilbud under Tvind var tidligere opført på Tvindportalen.dk, men da kommunen.dk og DR begyndte at interessere sig for dem, ændrede hjemmesiden sig pludselig i løbet af april 2017. Hvor portalen tidligere ifølge forsiden handlede om 'Tvinds opholdssteder, botilbud, skoler' m.v., handlede den nu om 'En række uafhængige opholdssteder, botilbud og skoler, som har et interessefællesskab og samarbejde'.
Sitet er siden nedlagt for at undgå misforståelser, skriver Anders Svensson i en mail til kommunen.dk, da han har ønsket at svare på kommunen.dks spørgsmål ad denne vej. Til dagligt er han leder af skolecentret Bustrup, som består af tre opholdssteder og en dagskole. Han skriver, at hvert af opholdsstederne er selvstændige og økonomisk uafhængige opholdssteder, som er organiseret som fonde. Han forklarer:
'Tvindportalen blev skrevet af interessefællesskabet Tvind. Interessefællesskabet Tvind er et kulturelt og pædagogisk netværk. Interessefællesskabet Tvind er ikke en forening eller organisation, men et uforpligtende samarbejde omkring pædagogisk udvikling, uddannelse og kulturelle interesser. Tvindportalen blev lukket for at undgå misforståelser.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.