AALBORG: Det bliver den konservative gruppeformand Vibeke Gamst, der overtager posten som rådmand for Senior og Omsorg i Aalborg efter Kristoffer Hjort Storm (DD), som blev valgt ind i Europa-Parlamentet ved valget 9. juni.
Mandag aften trådte de fire borgerlige partier i byrådet sammen og blev hurtigt enige om at pege på Vibeke Gamst, skriver Nordjyske.
Umiddelbart efter valget blev Kristoffer Hjort Storms partifælle, den tidligere Venstre-mand Peter Lindholdt, nævnt som en mulig afløser på rådmandsposten, men han overtager i stedet Vibeke Gamsts plads i udvalget for Sundhed og Kultur samt posten som 2. viceborgmester.
Så "Danmarksdemokraterne vandt en plads i Europa-Parlamentet. Men det kostede partiet en rådmandspost i Aalborg", konkluderer TV 2 Nord i en analyse.
Bliver i byrådet
Kristoffer Hjort Storm fortsætter efter sit farvel til rådmandsposten som menigt byrådsmedlem i stedet for at overlade posten til førstesuppleant Ole Risager, der med 540 stemmer opnåede det næstbedste resultat for Dansk Folkeparti ved KV21 efter Storms 2.210 stemmer. Risager har dog senere meldt sig ud af DF.
Mens det nyvalgte europaparlamentsmedlem altså fortsætter i byrådet i Aalborg, har han meddelt, at han 1. august forlader regionsrådet. Også her var han i sin tid valgt for Dansk Folkeparti, der med hans skift til Danmarksdemokraterne mistede sit eneste mandat i regionsrådet.
Her er det Ib Madsen (DF), der er førstesuppleant og dermed sender DF tilbage i regionsrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.