
Ved KV21 blev Christoffer Lorenzen konservativ stemmesluger i Hillerød foran partiets spidskandidat Peter Ingemann Bentsen, og ved næste valg overtager han pladsen øverst på listen. Det står klart efter en ekstraordinær generalforsamling, hvor der var enstemmig opbakning til ham som borgmesterkandidat, skriver sn.dk.
Christoffer Lorenzen er 29 år og lærer, og han er ifølge formand Brian Nedergaard med sit enorme drive og mange spændende visioner det rigtige bud på en ny borgmester. Han siger da også selv i et interview med avisen, at han arbejder hen imod at blive borgmester næste gang.
Peter Ingemann Bentsen er skuffet over at være blevet vraget som spidskandidat, fortæller han til sn.dk. Han undlod at stille op, da bestyrelsen indstillede Christoffer Lorenzen til posten, og han vil nu overveje, om han vil stille op som menig kandidat ved KV25. Han understreger dog, at han bakker sin efterfølger op.
De Konservative gik ved KV21 fra et til fem mandater i byrådet. Socialdemokratiet og Venstre har hver seks, efter at begge partier har mistet et medlem siden valget, og Venstre har fået tilgang af et medlem valgt for Nye Borgerlige. Kirsten Jensen (S) havde flertal sammen med SF, R og EL til at fortsætte på borgmesterposten.
Mere erfaren V-spids i Randers
I Randers er 1. viceborgmester Claus Berggren genvalgt som Venstres borgmesterkandidat uden modkandidater, skriver Randers Amtsavis.
Claus Berggren var også Venstre-spids ved KV21, dengang uden politisk erfaring, men med en baggrund som erhvervsmand. Nu sidder han i økonomiudvalget og er formand for erhvervs- og planudvalget.
Randers er traditionelt socialdemokratisk, men Venstre havde posten i 2002-2025 under Michael Aastrup Jensen og igen i 2014-2017 under Claus Omann Jensen. Lige nu er Torben Hansen (S) borgmester. Der er lige nu kampvalg mellem ham og byrådsmedlem Anker Boje om at blive borgmesterkandidat næste gang.
I Esbjerg har SF valgt gruppeformand Mikkel Ammitzbøll som ikke bare spidskandidat, men borgmesterkandidat. Han afløser den mangeårige frontfigur Diana Mose Olsen, som stopper med udløbet af denne periode, skriver JydskeVestkysten. Mikkel Ammitzbøll har været formand for den tre personer store gruppe de seneste halvandet år.
Håber på comeback
I Horsens er Jakob Bille genvalgt som Liberal Alliances spidskandidat, skriver Horsens Folkeblad. Han sad i byrådet forrige periode, men partiet mistede sin plads i byrådet ved KV21.
For et år siden blev partiet igen repræsenteret, da Niels Povlsgaard, som var valgt for Venstre, skiftede til LA, og et tæt samarbejde med ham har givet Jakob Bille blod på tanden, fortæller han. Niels Povlsgaard bliver nummer to på listen, og han er desuden også folketingskandidat for partiet.
I Tønder røg Enhedslisten ud af byrådet ved KV21. Her har generalforsamlingen nu valgt Baltser Andersen til at stå øverst på den liste, man håber vil give partiet comeback, skriver JydskeVestkysten.
Han var også partiets spids tilbage i 2009, dog uden at blive valgt, og i 2012 brød han med partiet for at stifte sit eget nykommunistiske parti, men i 2021 vendte han tilbage til Enhedslisten, oplyser avisen. Stella Bukvic Enevoldsen er valgt som nummer to på partilisten, mens de øvrige pladser besættes senere.
På Bornholm har De Radikales spidskandidat ved de to seneste valg, Matilde Lissau, meddelt, at hun trækker sig, skriver Bornholms Tidende. Efter 30 år som politisk engageret vil hun give plads til nye radikale, siger kandidaten, som hverken i 2017 eller 2021 opnåede valg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.