Lufthavnschef i Midtjyllands Lufthavn i Karup, Frans Bjørn-Thygesen, fratræder sin stilling. Det oplyser lufthavnens bestyrelsesformand, Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V).
Beslutningen er et led i lufthavnens arbejde med at reducere udgifterne for at gøre det mere attraktivt for en ny operatør at flyve til og fra lufthavnen, når DAT holder op med at flyve på ruten fra den 9. december i år, altså om blot en måned.
- Vi er i positive forhandlinger med interesserede operatører, men der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt at reducere omkostningerne i Midtjyllands Lufthavn, hvis det skal være attraktivt for en ny operatør at overtage, når samarbejdet med DAT ophører. Det er baggrunden for beslutningen om at stoppe samarbejdet med Frans Bjørn-Thygesen og overlade det daglige ansvar for driften til trafikansvarlig Jakob Kronborg, siger bestyrelsesformanden.
Afklaring trækker ud
Ulrik Wilbek har tidligere sagt til Viborg Stifts Folkeblad, at bestyrelsen regnede med at have en afklaring om lufthavnens fremtid 1. november. Men det trækker altså ud med en afklaring.
Lufthavnen ejes af Viborg, Herning, Holstebro, Skive, Silkeborg, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Struer og Lemvig kommuner, og de har i en håndfuld år været nødt til årligt at poste 5-6 mio. kr. i driften for at dække underskuddene. Sidste år måtte lufthavnen tære lidt på egenkapitalen for at dække et ekstra underskud på 7,3 mio. kr.
Ulrik Wilbek takker Frans Bjørn-Thygesen for indsatsen i Midtjyllands Lufthavn, hvor han blev lufthavnschef i 2016.
- Frans Bjørn-Thygesen har arbejdet loyalt ud fra de målsætninger, som bestyrelsen for Midtjyllands Lufthavn har udpeget. Derfor vil jeg på bestyrelsens vegne takke ham for hans indsats og ønske ham alt godt fremover, siger Ulrik Wilbek.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.