I marts var der blot 192 studerende på landets uddannelsesstationer - afdelinger af etablerede professionsuddannelser, hvor man kan tage en del eller en hel uddannelse. Dermed er tallet fortsat langt fra de 500 til 1.000 studerende, som er målet for regeringens udflytning af uddannelsespladser, skriver Magisterbladet, som har søgt aktindsigt i tallene.
Uddannelsesstationerne er blandt andet blevet til ved hjælp af en særbevilling på 160 mio. kr. fra regeringen, der over fire år skal kickstarte stationerne og skabe flere studiepladser i provinsen.
Der er stor forskel på, hvor i landet uddannelsesstationerne har fået fat i flest studerende. I Region Nordjylland er der for eksempel ikke optaget en eneste studerende, mens der i Region Midtjylland er optaget 100.
Det var ellers planen at oprette en uddannelsesstation i Hobro, hvor man kunne tage en professionsbachelor i eksport og teknologi. Det blev ikke til noget i første omgang, fordi der var for få ansøgere.
Benspænd
Det ærgrer direktør for Arbejdsmarked, Teknik og Miljø samt Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune, Torben Ladefoged:
- Uddannelsestilbud er uden tvivl vigtige i forhold til at kunne tiltrække borgere og være attraktive i forhold til erhvervsliv, siger han til Magisterbladet.
Han synes, at kommunen og Professionshøjskolen UCN, som skulle udbyde uddannelsen, har gjort, hvad de kunne for at lokke de studerende til. Problemet har ifølge Torben Ladefoged dels været manglende tid, dels benspænd fra ministeriets side.
Han kritiserer blandt andet, at der er en regel om, at højst 50 pct. af den teoretiske undervisning må tages på uddannelsesstationen.
- Uddannelsesstationerne er født med begrænsninger. Når man skal flytte for at tage det sidste år af den uddannelse, som man er startet på i Hobro, i Aalborg, så gør det uddannelsen mindre attraktiv, siger han.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.