
Når de traditionelle fagforeninger og deres forhandlingsorganisationer lander overenskomster med deres arbejdsgivermodparter, sådan som det over de seneste tre weekender er sket på hele det offentlige område, så repræsenterer forhandlerne på lønmodtagersiden reelt kun lige over halvdelen af de ansatte, de forhandler for.
En ny analyse fra to arbejdsmarkedsforskere fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet viser ifølge Mandag Morgen, at de traditionelle overenskomstbærende fagforeninger nu kun organiserer 53 pct. af arbejdsstyrken.
Det er en lavere andel, end man hidtil har regnet med, og tallet er fremkommet ved at de to forskere har brugt en ny og - ifølge dem selv - mere præcis og retvisende metode til at kulegrave lønmodtagernes faglige organisering de seneste 20 år. I 2000 var andelen af organiserede i det traditionelle fagforeninger 69 pct. Dermed er næsten en fjerdedel af tilslutningen, 16 procentpoint, forsvundet siden da.
- Den traditionelle fagbevægelse har stadig en organisationsgrad over de kritiske 50 pct. Men man kan spørge, hvor langt den skal ned, før lønmodtagernes organisationer ikke længere repræsenterer dem, som de sidder og forhandler løn for, siger lektor Jens Arnholtz, som er en af forskerne bag undersøgelsen, til Mandag Morgen.
FH: "Bekymrende udvikling"
En høj organisationsprocent er afgørende for den styrke, lønmodtagernes forhandlere kan gå til overenskomstforhandlingerne med. Den er også afgørende på den anden side af forhandlingsbordet, hvor arbejdsgivernes organisationer har brug for en forhandlingsmodpart, der troværdigt repræsenterer de ansatte.
Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, kalder da også udviklingen "bekymrende", både for fagbevægelsen og "for alle dem, der gerne vil blive ved med at have en god løn og gode arbejdsvilkår".
- Hvis det også skal være sådan i fremtiden, så skal den udvikling vendes, siger hun til Mandag Morgen.
Foruden de 53 pct. medlemmer af de traditionelle overenskomstbærende fagforeninger er 11 pct. medlemmer af de såkaldt gule fagforeninger. Disses medlemmer er ikke repræsenteret i forhandlingslokalerne, når overenskomsterne skal fornys.
Se analysen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.