
Venstres 35-årige sundheds- og kulturrådmand i Aalborg, Mads Duedahl, har meddelt sit bagland i Aalborg, at han nu går efter at skifte fra en kommunal- til regionalpolitisk karriere.
Han vil således forsøge at blive Venstres spidskandidat ved KV21 - om nødvendigt i et kampvalg med den nuværende politiske leder, 58-årige Lone Sondrup fra Hobro, der i 2017 for første gang var Venstres bud på en regionsrådsformand, men ikke kunne fravriste Ulla Astman (S) posten, skriver Nordjyske.
Venstre i Nordjylland vælger først sin spidskandidat til KV21 næste år, men i november i år skal Venstre i Aalborg finde ny spids til at udfordre borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S). Posten som V-spids har rådmand Tina French Nielsen haft i flere omgange, men hun frasagde sig den kort efter KV17. Mads Duedahl tog ved den lejlighed over som politisk leder af V i byrådet, men vil altså hellere være sit partis bud på en regionsrådsformand.
Ved KV17 fik Socialdemokratiet 41,5 pct. af stemmerne, mens Venstre fik 24,5 pct. i regionen, der siden etableringen i 2007 har været socialdemokratisk ledet.
I Aabenraa er der i byrådets S-gruppe gennemført et lederskifte, der får betydning både for KV21 og for gruppeledelsen her og nu. Den tidligere spids Karsten Meyer Olesen og hans udfordrer, byrådsmedlem Erik Uldall Hansen, har været igennem en urafstemning, der endte med 154 stemmer til Erik Uldall mod 57 til Karsten Meyer Olesen.
56-årige Erik Uldall Hansen, der er i gang med sin anden periode som byrådsmedlem, overtager Karsten Meyer Olesens post som gruppeformand - så han kan køre sig i stilling som udfordrer til nuværende borgmester Thomas Andresen (V), der residerer i sin anden byrådsperiode.
Siden Tove Larsen, der endte med at score blandt landets allerhøjeste personlige stemmetal og også blev KL-udvalgsformand, var socialdemokratisk borgmester fra 1994-2006 i daværende Rødekro Kommune og siden fra 2007-2013 i den sammenlagte Aabenraa Kommune, har S ikke haft posten.
Langt kigger den socialdemokratiske bevægelse også i Guldborgsund Kommune efter at kunne generobre borgmesterposten. Den havde partiet i den sammenlagte kommune i kraft af Kaj Petersen fra 2007-2009 - og før det i hele 30 år fra 1977-2007 i daværende Sakskøbing Kommune også med Kaj Petersen for bordenden.
John Brædder (Guldborgsundlisten) har nu været borgmester siden KV09 - og hans socialdemokratiske udfordrer har ved de seneste to valg været Bo Abildgaard. Han fik ved 1.430 personlige stemmer ved KV17 - en væsentlig nedgang fra de 2.903, han fik ved KV13.
Nu har partiet - uden valg - udpeget byrådsmedlem Simon Hansen som ny spids, efter Bo Abildgaard meddelte, at han ikke ville mere. Simon Hansen er formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget og har hævet sit personlige stemmetal fra 386 ved KV13 til 495 ved KV17.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.