- I hvert fald set i forhold til, hvad man kan forvente, nu hvor mangelen på arbejdskraft er blevet en realitet, siger bestyrelsesformanden for Kommunernes og Regionernes Evalueringsinstitut
Det gav et gip i mange kommunalfolk, da ideen om en kvalitetsreform blev lanceret. Nu igen! En ny situation, hvor regeringen rejser forventninger hos borgerne, og hvor det er kommunerne, der skal betale.
- Denne gang var det bare meget værre, siger Lisbeth Binderup, bestyrelsesformand for Kommunernes og Regionernes Evalueringsinstitut (KREVI), i et interview med dknyt.
- At opfylde forventningerne om kvalitet er ikke længere bare et spørgsmål om penge. Det er et spørgsmål om tilstrækkelig arbejdskraft. Der er allerede nu stribevis af stilligner, der er vanskelige at få besat.
Så er problemet ikke nærmere, at kvalitetskravene er for høje i forhold til det, vi kan levere? Det har mange tænkt, siger Lisbeth Binderup, der også er medlem af regeringens Kvalitetsgruppe, der skal komme med konkrete idéer til Kvalitetsreformen.
- Heldigvis har debatten om kvalitetsreformen bevæget sig siden lanceringen. I dag er det lønnen, respekten og arbejdsvilkårene for medarbejderne, der fylder i debatten. Og det er glædeligt!
Men skal den kommunale service ikke effektiviseres, så vi får mere kvalitet for pengene?
- Jo, effektivitet og markedsstyring og inspiration fra privat virksomhedsledelse som vej til mere kvalitet er stadig et tema. Men til de mange, der forestiller sig, at kommunerne nu som noget nyt skal til at lære af erhvervslivet, er svaret, at det har kommunerne ihærdigt bestræbt sig på gennem 25 år! Så længe er det nemlig siden New Public Management blev lanceret i Danmark.
Og det er naivt at tro, at de kommendes års hovedudfordring kan løses med mere af det samme. Vi skal lægge helt nye strategier, og vi skal vi være os bevidst, at New Public Management faktisk har bivirkninger.
Danseorkesteret på Titanic
New Public Management handler om at indføre markedsmekanismer i det offentlige bl.a. ved at outsource
- Markedsmekanismer er fint, så længe forudsætningerne for at skabe et marked er til stede. Hvis arbejdskraften ikke er der - så hjælper det ingenting. Når der er knaphed på nøgle-varer, så må selv markedet give op. Det kender vi fra mangelsituationer på varemarkedet f.eks. under krig.
- Så er det faktisk planøkonomien, der må ind og redde situationen. Så at blive ved med at tale om markedsstyring og New Public Management som mantraet nu, hvor der mangler arbejdskraft - det svarer lidt til skrønen om, at danseorkestret på Titanic blev ved med at spille, mens skibet gik ned.
- Den væsentligste bivirkning ved New Public Management er, at den får indflydelse på hvordan vi borgere ser på omsorgen og menneskeligheden over for samfundets svageste.
- Vi har vænnet hinanden til, at omsorg er noget, man forlanger af det offentlige og ikke noget, man giver. Vi er kommet til at se på det offentlige som en butik, hvor vi kan gå ind og forlange den højeste kvalitet. Men hvor vi en rigtig butik må have pengene op af lommen for at få bedre kvalitet, så har det ikke nogen konsekvens for den enkelte at forlange højeste kvalitet i den offentlige butik ? for her har vi jo allerede betalt over skatten. Det er her at markedstænkningen er kørt af sporet.
- Når den ensomme ældre er ked af, at hjemmehjælperen har så travlt, så betragtes det som en fejl ved kommunens styring af hjemmehjælpen. Men hvorfor er det hjemmehjælperen, der skal give den ældre følelsen af nærhed og medmenneskelighed? Hvorfor er det ikke naboen, det lokale netværk af friske pensionister, unge fra den lokale skole, organiserede besøgsvenner - eller måske endda den ældres egen familie der skal tage sig tid til en kop kaffe med den ældre og give en smule nærvær?
- I fremtidssamfundet er vi nødt til at rokke ved forestillingen om, hvad der er de private netværks ansvar og hvad der er det offentlige systems ansvar. De offentlige ressourcer må vi sætte ind der, hvor behovet for faglighed er størst, dvs. i folkeskolen og de højt specialiserede dele af sundhedsvæsenet. De blødere omsorgsopgaver må vi genopdrage hinanden til at tage sig af.
Men hvad med forslaget om, at velfærdsopgaverne i fremtiden skal løses af importeret arbejdskraft? Er det ikke vejen frem?
- I dag lider respekten for velfærdsarbejdet under, at der er lavtlønnet arbejde, der udføres af kvinder. Hvordan vil det så gå, hvis vi beslutter os for, at velfærdarbejdet skal være indvandrerjobs? På en generations sigt kunne det føre til modsætninger i vores samfund, der får nutidens integrationsproblemer til at blegne.
- Velintegrerede nydanskere vil tilegne sig de værdier, de oplever hos os gammeldanskere. Hvis vores holdning er, at omsorg er noget, man kan distancere sig til ved at klare det udelukkende over skattebetalingen, så bliver det nok svært at opnå samme høje sans for ansvarlighed og etik hos fremtidens nydanske social- og sundhedsmedarbejdere, som den vi nyder godt af hos de fortrinsvis kvindelige, ansvarsfulde medarbejdere, vi har i institutionerne i dag.
- I fremtiden skal der være respekt om velfærdsarbejdet ? det opnår vi kun ved at der er respekt for arbejdet i hele befolkningen. Er der det, vil jobbene være attraktive for både ny- og gammeldanskere. Så det er en værdi-debat, der er brug for under alle omstændigheder. Det er respekten for mennesker, respekten for de svage og respekten for velfærdsarbejdet, der skal sikre os kvalitet i fremtiden
Men er det ikke fuldkommen urealistisk at begynde at opdrage på danskerne? Hvem skal gøre det? Og hvordan skal det foregå?
- For det første skal politikerne gå i spidsen. Politikerne er jo ikke bare valgt til at sætte vælgernes ønsker i velfærdsbutikken igennem. Vi forventer faktisk også af vores politikere, at de er med til at sætte fingeren på vores ømme punkter og vise retningen, vores samfund skal bevæge sig i. Det kan lade sig gøre. Her i Nordborg, hvor jeg bor, er det med meget stor succes lykkedes at fremme det frivillige sociale arbejde takket være politisk initiativ og vedholdenhed.
Taler du i virkeligheden om, at vi skal have omsorgen tilbage til familien?
- Nej, vi skal aldrig gå tilbage, altid frem. At gå tilbage ville indebære, at vi fik kvinderne tilbage fra arbejdsmarkedet. Det skal vi ikke! Vi skal fortsat have institutioner, men vi skal opbløde grænsen mellem samfund og institution. Det er den anden vigtige vej til en holdningsændring.
- Vi skal stille krav til institutionerne om at skabe stærkere netværk omkring sig og åbne sig ud mod samfundet. Der er masser af ressourcer hos både unge, voksne og ikke mindst de ressourcestærke ældre at trække på. Hvis mange flere ikke-professionelle fik deres daglige gang i institutionerne, ville vi ikke bare opnå mere omsorg for de svageste ? vi ville også opnå en situation, hvor det aktuelle problem med tilsyn ville være helt anderledes.
- I dag er det heldigvis stadig en naturlig ting, at mange voksne engagerer sig i de unges idræts- og fritidsliv. Her har vi et område, som ikke er blevet forretningsgjort endnu ? et område, hvor borgere gør noget godt for andre borgere på helt frivillig basis. Det område kunne være et godt forbillede for netværkene omkring institutioner for både børn, voksne og ældre.
- Denne gang var det bare meget værre, siger Lisbeth Binderup, bestyrelsesformand for Kommunernes og Regionernes Evalueringsinstitut (KREVI), i et interview med dknyt.
- At opfylde forventningerne om kvalitet er ikke længere bare et spørgsmål om penge. Det er et spørgsmål om tilstrækkelig arbejdskraft. Der er allerede nu stribevis af stilligner, der er vanskelige at få besat.
Så er problemet ikke nærmere, at kvalitetskravene er for høje i forhold til det, vi kan levere? Det har mange tænkt, siger Lisbeth Binderup, der også er medlem af regeringens Kvalitetsgruppe, der skal komme med konkrete idéer til Kvalitetsreformen.
- Heldigvis har debatten om kvalitetsreformen bevæget sig siden lanceringen. I dag er det lønnen, respekten og arbejdsvilkårene for medarbejderne, der fylder i debatten. Og det er glædeligt!
Men skal den kommunale service ikke effektiviseres, så vi får mere kvalitet for pengene?
- Jo, effektivitet og markedsstyring og inspiration fra privat virksomhedsledelse som vej til mere kvalitet er stadig et tema. Men til de mange, der forestiller sig, at kommunerne nu som noget nyt skal til at lære af erhvervslivet, er svaret, at det har kommunerne ihærdigt bestræbt sig på gennem 25 år! Så længe er det nemlig siden New Public Management blev lanceret i Danmark.
Og det er naivt at tro, at de kommendes års hovedudfordring kan løses med mere af det samme. Vi skal lægge helt nye strategier, og vi skal vi være os bevidst, at New Public Management faktisk har bivirkninger.
Danseorkesteret på Titanic
New Public Management handler om at indføre markedsmekanismer i det offentlige bl.a. ved at outsource
- Markedsmekanismer er fint, så længe forudsætningerne for at skabe et marked er til stede. Hvis arbejdskraften ikke er der - så hjælper det ingenting. Når der er knaphed på nøgle-varer, så må selv markedet give op. Det kender vi fra mangelsituationer på varemarkedet f.eks. under krig.
- Så er det faktisk planøkonomien, der må ind og redde situationen. Så at blive ved med at tale om markedsstyring og New Public Management som mantraet nu, hvor der mangler arbejdskraft - det svarer lidt til skrønen om, at danseorkestret på Titanic blev ved med at spille, mens skibet gik ned.
- Den væsentligste bivirkning ved New Public Management er, at den får indflydelse på hvordan vi borgere ser på omsorgen og menneskeligheden over for samfundets svageste.
- Vi har vænnet hinanden til, at omsorg er noget, man forlanger af det offentlige og ikke noget, man giver. Vi er kommet til at se på det offentlige som en butik, hvor vi kan gå ind og forlange den højeste kvalitet. Men hvor vi en rigtig butik må have pengene op af lommen for at få bedre kvalitet, så har det ikke nogen konsekvens for den enkelte at forlange højeste kvalitet i den offentlige butik ? for her har vi jo allerede betalt over skatten. Det er her at markedstænkningen er kørt af sporet.
- Når den ensomme ældre er ked af, at hjemmehjælperen har så travlt, så betragtes det som en fejl ved kommunens styring af hjemmehjælpen. Men hvorfor er det hjemmehjælperen, der skal give den ældre følelsen af nærhed og medmenneskelighed? Hvorfor er det ikke naboen, det lokale netværk af friske pensionister, unge fra den lokale skole, organiserede besøgsvenner - eller måske endda den ældres egen familie der skal tage sig tid til en kop kaffe med den ældre og give en smule nærvær?
- I fremtidssamfundet er vi nødt til at rokke ved forestillingen om, hvad der er de private netværks ansvar og hvad der er det offentlige systems ansvar. De offentlige ressourcer må vi sætte ind der, hvor behovet for faglighed er størst, dvs. i folkeskolen og de højt specialiserede dele af sundhedsvæsenet. De blødere omsorgsopgaver må vi genopdrage hinanden til at tage sig af.
Men hvad med forslaget om, at velfærdsopgaverne i fremtiden skal løses af importeret arbejdskraft? Er det ikke vejen frem?
- I dag lider respekten for velfærdsarbejdet under, at der er lavtlønnet arbejde, der udføres af kvinder. Hvordan vil det så gå, hvis vi beslutter os for, at velfærdarbejdet skal være indvandrerjobs? På en generations sigt kunne det føre til modsætninger i vores samfund, der får nutidens integrationsproblemer til at blegne.
- Velintegrerede nydanskere vil tilegne sig de værdier, de oplever hos os gammeldanskere. Hvis vores holdning er, at omsorg er noget, man kan distancere sig til ved at klare det udelukkende over skattebetalingen, så bliver det nok svært at opnå samme høje sans for ansvarlighed og etik hos fremtidens nydanske social- og sundhedsmedarbejdere, som den vi nyder godt af hos de fortrinsvis kvindelige, ansvarsfulde medarbejdere, vi har i institutionerne i dag.
- I fremtiden skal der være respekt om velfærdsarbejdet ? det opnår vi kun ved at der er respekt for arbejdet i hele befolkningen. Er der det, vil jobbene være attraktive for både ny- og gammeldanskere. Så det er en værdi-debat, der er brug for under alle omstændigheder. Det er respekten for mennesker, respekten for de svage og respekten for velfærdsarbejdet, der skal sikre os kvalitet i fremtiden
Men er det ikke fuldkommen urealistisk at begynde at opdrage på danskerne? Hvem skal gøre det? Og hvordan skal det foregå?
- For det første skal politikerne gå i spidsen. Politikerne er jo ikke bare valgt til at sætte vælgernes ønsker i velfærdsbutikken igennem. Vi forventer faktisk også af vores politikere, at de er med til at sætte fingeren på vores ømme punkter og vise retningen, vores samfund skal bevæge sig i. Det kan lade sig gøre. Her i Nordborg, hvor jeg bor, er det med meget stor succes lykkedes at fremme det frivillige sociale arbejde takket være politisk initiativ og vedholdenhed.
Taler du i virkeligheden om, at vi skal have omsorgen tilbage til familien?
- Nej, vi skal aldrig gå tilbage, altid frem. At gå tilbage ville indebære, at vi fik kvinderne tilbage fra arbejdsmarkedet. Det skal vi ikke! Vi skal fortsat have institutioner, men vi skal opbløde grænsen mellem samfund og institution. Det er den anden vigtige vej til en holdningsændring.
- Vi skal stille krav til institutionerne om at skabe stærkere netværk omkring sig og åbne sig ud mod samfundet. Der er masser af ressourcer hos både unge, voksne og ikke mindst de ressourcestærke ældre at trække på. Hvis mange flere ikke-professionelle fik deres daglige gang i institutionerne, ville vi ikke bare opnå mere omsorg for de svageste ? vi ville også opnå en situation, hvor det aktuelle problem med tilsyn ville være helt anderledes.
- I dag er det heldigvis stadig en naturlig ting, at mange voksne engagerer sig i de unges idræts- og fritidsliv. Her har vi et område, som ikke er blevet forretningsgjort endnu ? et område, hvor borgere gør noget godt for andre borgere på helt frivillig basis. Det område kunne være et godt forbillede for netværkene omkring institutioner for både børn, voksne og ældre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
