Et angreb fra en gruppe medlemmer af Yngre Læger mod Overlægeforeningen og dennes nyligt indgåede overenskomst bliver i dag pandet ned i et fælles svar fra formændene for både de to fagforeninger og deres paraplyorganisation Lægeforeningen. De protesterende har ikke ret i en eneste af deres indvendinger, lyder beskeden.
Utilfredsheden blandt gruppen af Yngre Læger gik på en bestemmelse i overlægernes overenskomst, der vil give kommende overlæger en lavere startløn end hidtil. Da kommende overlæger er nuværende yngre læger, mente den protesterende gruppe, at der var tale om en overtrædelse af en regel i Lægeforeningens vedtægter, hvorefter de enkelte medlemsfagforeninger skal indgå aftaler "i respekt for Lægeforeningens formål og de øvrige forhandlingsberettigede foreningers interesser".
Men det afviser både Yngre Lægers formand Helga Schultz, Overlægeforeningens formand Lisbeth Lintz og Lægeforeningens formand Camilla Noelle Rathcke i et fælles svar. "De forhandlingsberettigede foreninger - Yngre Læger og Overlægeforeningen - forhandler selv deres aftaler for hver deres områder, og det ligger uden for Lægeforeningens beføjelser at blande sig i disse forhandlinger", skriver de efter at have fået foretaget en juridisk vurdering af både vedtægter og de protesterendes anbringender.
Trods den juridiske afvisning er der dog en vis åbning i svaret til de protesterende:
"Yngre Læger og Overlægeforeningen forstår de frustrationer, som dele af dette års overenskomstresultat har givet anledning til, og ønsker at fortsætte dialogen om hver vores overenskomster, og hvad de betyder", hedder det, omend uforpligtende. I sidste ende er det "op til de enkelte foreninger selv at beslutte, hvad de kan og vil aftale på deres overenskomstområde - noget der ikke kan udfordres eller betvivles af en anden forening", hedder det.
Om den nye, lavere startløn for fremtidige overlæger nævnes det specielt, at det er "almindeligt at man i overenskomster afsætter midler til særlige grupper på bekostning af andre, for eksempel uensartet lønudvikling mellem forskellige grupper, bedre vilkår for barsel, seniorordninger mv.". De tre formænd bemærker, at "sammensætning af et overenskomstresultat er en politisk proces, og de politiske afvejninger i den forbindelse er ikke underlagt juridisk regulering".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.