Det årelange drama om en arbejdstidsaftale for lærere er nu definitivt overstået, efter at Danmarks Lærerforenings medlemmer ved en urafstemning har godkendt den arbejdstidsaftale, der blev indgået med KL i august. Også KL's bestyrelse har godkendt aftalen, som træder i kraft 1. april næste år.
67,2 pct. af de afgivne lærerstemmer var for aftalen, hvor et af de centrale punkt gælder forberedelsestid. Lærerne havde ønsket sig tilbage til en model med et fast antal forberedelsestimer pr. undervisningstime, men i stedet er det nu aftalt, at forberedelsestiden fastsættes lokalt på de enkelte skoler og med et "rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse".
Når knap en tredjedel af stemmerne var imod den nye aftale, så er det ifølge Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, "et udtryk for en mistillid til KL, men delvist også en mistillid til os, fordi vi har indgået aftalen med KL".
- Det gør bare, at vi sammen med KL er ekstra meget forpligtet til at sikre, at aftalen rent faktisk opfylder de mål, vi har sat, siger Anders Bondo Christensen.
Formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Høje Taastrup-borgmester Michael Ziegler (K) er "lettet og tilfreds" efter at udeståendet med en arbejdstidsaftale nu er klaret af. Spørgsmålet blev i forbindelse med OK18 overladt til en til lejligheden nedsat kommission at løse.
- Nu venter der et stort arbejde for både ledere, lærere og forvaltninger for at få aftalen til at virke i praksis, siger Michael Ziegler i en kommentar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.