dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, mener, at to lærere i alle klasselokaler i grundskolen vil dæmme op for uro i undervisningstiden. (Arkivfoto)
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Lærerforening vil have ekstra lærer i klassen for at skabe ro og orden

Formanden for Danmarks Lærerforening vil have flere voksne i klasselokalerne for at dæmme op for uro, efter at undersøgelse viser, at man i folkeskolen bruger 16 procent af undervisningstiden på at skabe ro.
28. OKT 2025 12.45

Der skal være to lærere i alle klasser i grundskolen for at skabe bedre ro og orden i klasselokalerne.

Det mener formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.

- Lærerne skal ikke stå alene. Vi mener, at der skal være en ekstra lærer med specialpædagogiske kompetencer i klasserne.

Meldingen fra Danmarks Lærerforening kommer på baggrund af en ny rapport fra den såkaldte Talis-undersøgelse, der undersøger vilkårene for lærere og skoledere på tværs af 55 lande.

Den viser blandt andet, at lærere i den danske folkeskole bruger 16 procent af undervisningstiden på at skabe ro og orden.

I privatskoler bruger lærerne 11 procent af tiden på at skabe ro, og ser man på grundskolen som helhed, er der sket en stigning på 4 procentpoint siden 2018.

Og derfor mener Gordon Ørskov Madsen, at man skal have ekstra lærere i alle klasselokaler for at skabe tilstrækkelig ro til, at man kan undervise.

Han anerkender, at det vil kræve en betragtelig økonomisk investering, men understreger, at det vil give afkast "på den lange bane".

- Det kan betale sig økonomisk, hvis det mindsker behovet for specialundervisning. Hvis vi sætter ind tidligere med en ekstra lærer, er der forhåbentlig færre børn, der skal i specialtilbud, siger han.

Tolærerordning skal omfatte alle

En såkaldt tolærerordning er ikke noget nyt fænomen i de danske grundskoler og bliver allerede i dag anvendt i varierende omfang.

En undersøgelse fra 2024 af Børne- og Undervisningsministeriet viser, at 52 procent af lærere i folkeskolen ugentligt indgår i en ordning med to lærere.

25 procent bruger aldrig en tolærerordning.

Står det til Danmarks Lærerforening, skal ordningen dog omfatte alle klassetrin og i alle grundskoler.

- Det kan ikke være rigtigt, at lærerne skal bruge 16 procent af undervisningstiden på at skabe ro i klassen. Vi spilder elevernes tid. Så der skal sættes noget ind, siger Gordon Ørskov Madsen.

Formanden nævner desuden, at der skal være et bedre samarbejde med forældre, der skal være med til at tydeliggøre lærerens autoritet i klasselokalet.

Og samarbejdet med forældrene er vigtigt, hvis man skal vende udviklingen med uro i klassen.

Det vurderer Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef hos VIA University College, hvor han blandt andet beskæftiger sig med skoleområdet.

- Det er ikke fordi, at børn og unge er mere problematiske, end de var tidligere. Men elever kommer ikke altid med en naturlig opfattelse af, at det er læreren, der er autoriteten, siger han og understreger:

- Hjemmene er en betydningsfuld del af det her. Forældrene skal være eksplicitte omkring lærernes autoritet.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/laererforening-vil-have-ekstra-laerer-i-klassen-for-at-skabe-ro-og-orden

GDPR