LÆSØ: Læsøs kommunaldirektør gennem næsten tre år, Peter Pietras, har opsagt sin stilling, efter at et ulovligt skur på hans sommerhusgrund er blevet genstand for kritik, oplyser borgmester Karsten Nielsen (V).
Det er ifølge en pressemeddelelse hensynet til medarbejderne og arbejdsmiljøet i kommunen, der har fået Peter Pietras til at trække stikket.
"Kommunaldirektøren ønsker ikke, at en sag om et mindre 50 år gammelt skur (...), skal få medarbejdere i Læsø kommunes administration til at føle sig klemt", lyder det i borgmesterens meddelelse.
Går af hensyn til medarbejdere
Det fremgår desuden, at "efter Nordjyskes udlægning af sagen, har kommunaldirektør Peter Pietras valgt at stille sin stilling til rådighed, ikke mindst for at bekræfte sin klare holdning til, at arbejdsmiljøet altid bør være øverst på dagsordenen - en ambition, som vi på Læsø Kommune helt tydeligt har kunnet genkende."
Peter Pietras har indvilget i at fortsætte i stillingen, indtil der er fundet en afløser.
Borgmesteren takker kommunaldirektøren for en "fornem og utrættelig indsats for kommunen, hvor rigtig mange positive resultater er blevet nået", og slutter med, at Peter Pietras i høj grad vil blive savnet på kommunekontoret.
Udmeldingen kommer, efter der i sidste uge fandt et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde sted, hvor der var enighed om at lade KL se på sagen. Det oplyser et kommunalbestyrelsesmedlem til DK Nyt.
Uheldig dobbeltrolle
Sagen vedrører et 10 m2 skur af ældre dato, som kommunaldirektøren ved flere lejligheder har overnattet i, efter at han i foråret købte en ellers tom sommerhusgrund. Skuret viste sig at være ulovligt, efter at sagen havde været til behandling i Frederikshavn Kommune.
Efter et længere sagsforløb, hvor Læsø Kommunes egen forvaltning først måtte lave et afslag og siden et påbud til kommunaldirektøren, indgik kommunen per 30. september en fratrædelsesaftale med forvaltningschef John Andersen, skrev Nordjyske.
Herefter refererede den byggesagsbehandler, der havde været involveret i vurderingen af sagen i Læsø Kommune, i praksis til kommunaldirektøren og borgmesteren.
Både Peter Prietas og borgmester Karsten Nielsen afviser overfor avisen, at forvaltningschefens afsked har noget med sagen at gøre.
- Det har jeg i hvert fald ikke kendskab til, og det kan jeg ikke tro, siger borgmesteren til avisen.
Forinden havde borgmesteren bedt forvaltningen om at vente med at politianmelde kommunaldirektøren, der var på ferie, mens fristen for at efterleve et påbud om at rive skuret ned, udløb.
kl. 14:09 tilføjet: Både Peter Prietas og borgmester Karsten Nielsen afviser overfor avisen, at forvaltningschefens afsked har noget med sagen at gøre.
- Det har jeg i hvert fald ikke kendskab til, og det kan jeg ikke tro, siger borgmesteren til avisen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.