Skal landets mange hårdt truede landsbymiljøer overleve, så skal alle ikke krampagtigt holde fast i deres nærmeste sportspladser og forsamlingshuse. I stedet kan det være smartere at slå kræfterne sammen og sørge for, at lokalsamfundene støtter hinanden mest muligt i stedet for at slås med hinanden.
Det er tankegangen bag et pilotprojekt i fem vidt forskellige kommuner rundt i landet. Sammen med over 50 landsbyer og lokalsamfund i de fem kommuner er de udpeget til at være frontløbere eller såkaldte landsbyklynger.
Målet er at afprøve, om tættere samarbejde mellem landsbyerne og fælles prioriteringer på tværs af geografi kan styrke områderne og dermed borgernes hverdag.
Projektet er startet af DGI og Realdania. Bliver resultaterne gode, overvejer de, om der kan arbejdes videre med flere landsbyklynger de kommende år.
Kogebog for landsbyliv
De fem landsbyklynger i pilotprojektet ligger i Syddjurs, Ringkøbing-Skjern, Faaborg-Midtfyn, Vordingborg og Hjørring kommuner. Det er op til de lokale klynger selv at bestemme, hvad de vil rykke på under projektet.
Ifølge programchef Stine Lea Jacobi fra Realdania skal pilotprojektet undersøge, om det er en vej til at holde gang i livet ude i landsbyerne, at en masse landsbyer arbejder sammen og deler deres ressourcer.
- Erfaringerne skal gerne bruges til en kogebog, så mange flere landsbyer rundt omkring kan gå videre, siger hun.
Alene på Mols i Syddjurs Kommune er over 200 frivillige fra over 20 bysamfund i gang.
- Noget tyder på, at denne måde aktiverer folk på tværs af alder og interesser, og hvor man bor. At det kan samle folk om de spredte ressourcer i et område om nogle fælles mål til alles gavn, siger Stine Lea Jacobi.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.