Ledelse kommer af at kunne huske fremtiden

Diskussionen om Statens støtte til kunst af den ene og anden art er igen blusset voldsomt op. Meningerne brydes og er mangfoldige – både fra et tilsyneladende rent økonomisk perspektiv og som led i forskellige interessenters værdikamp (som de kalder det). Man kan også se på kunstens opgave fra et ledelsesmæssigt perspektiv.

Den svenske, internationalt anerkendte maler Anders Zorn (1860-1920) sagde: ”Kunst kommer af at kunne”. I vores sammenhæng er det interessant, at han i perioder var bosat i England, Frankrig og USA, hvor han blandt andet skabte en lang række portrætter af præsidenter og betydende forretningsfolk.

Kunst og ledelse
Ledelse kommer også af at kunne, men i modsætning til så mange andre gebeter er det meget vanskeligt at definere og præcisere, hvad det er, ledere kan. Som det er sagt før – og det tåler gengivelse – er ledelse en selvstændig disciplin. Det er antagelig også den disciplin, der i størst udstrækning har ladet - og lader sig inspirere af andre fag og områder. Længe var det militæret, så naturvidenskaberne fra Newton til kaos samt adfærdsvidenskaberne og humaniora, der var de vigtigste kilder til påvirkning. Nu ser det ud til, at mange ledere forsøger at hente inspiration fra en tæt kontakt med den udøvende kunst.

Billedet af berøringspunkterne mellem kunst og ledelse er kompliceret og mangetydigt. Et udtryk for dette kunne være det berømte maleri ”Golconde” fra 1953 af den belgiske maler René Magritte (1898-1967), hvor formelt påklædte herrer med hver sin mappe knuget under den ene arm regner ned fra himlen.

Starten og måske bærebølgen i kontakten gennem tiden er den rolle lederne fra politik, erhverv og religion har spillet som mæcener og skabere af samlinger og museer. Efterhånden er dette gledet over i støtte til – og brug af – kunst i profileringsøjemed, internt og eksternt. Og vel også som et forsøg på at skabe gode arbejdsmiljøer. At der fra de ansattes side har været lydhørhed, vidner de mange kunstforeninger i virksomhederne om. Og at der fra alle også ofte er tale om ægte kunstglæde er helt sikkert.

L’art pour l’art
Nu er kontakterne mellem kunst og erhvervsliv og for den sags skyld også offentlige virksomheder anderledes mangfoldige. Det handler ikke blot om profilering og sponsorering. Den fransk-schweiziske forfatter og politiker Benjamin Constant (1767-1830) skrev i sin dagbog i 1804 om l’art pour l’art. Slagordet om kunsten for kunstens skyld blev taget op af bl.a. den franske forfatter Théophile Gautier (1811-1872) og det blev især anvendt i begyndelsen af 1900-tallet. Kunst skulle frigøres for alle krav af moralsk, politisk og social karakter og skabes for dens egen skyld. Det har andre set som en gold, sig selv nok holdning.

En del kunst med bestemte, mere eller mindre tydelige formål har været særdeles vellykket, og andet fortjener ikke betegnelsen. Konklusionen er nok, at forsøg på at få kunsten til at tjene bestemte interesser i det lange løb gør alle til tabere. Så en hovedløs omklamring af kunsten fra ledernes/virksomhedernes/politisk side kan ikke være ønskelig.

Det må nok også erkendes, at kunsten/kunstnerne antagelig heller ikke kan lære så meget af ledelse og erhvervsliv, som nogle undertiden forsøger at bringe til torvs.

Omvendt: Hvad kan ledere lære af kunst? Man kan naturligvis stille spørgsmålet, om man absolut skal lære? Hvorfor ikke blot glæde sig over mulighederne for et rigere liv?

Om at gøre det usynlige synligt
Der er mange bud på, hvad kunst kan gøre for ledere og deres virksomhed. Helt enkelt kan den være med til at inspirere i dagligdagen. Og kunstnere kan være med til at skabe grobund for design og udvikling. Kunsten kan lære ledere om både disciplin og om improvisation og om at gøre det usynlige synligt.

Civilingeniør Jens Bang, tidligere B&O (f. 1935), har sagt: ”Kunsten siver gennem designet ind i de mennesker, der danner kulturen og gennem deres arbejde skaber de udviklingen både i produkterne og i kulturen. Og på den måde kan kunsten, hvis der er lydhørhed, få en afgørende rolle for en virksomheds eksistens og udvikling”.

Den vigtigste årsag til at lære og blive inspireret, må det være, at den mest spændende kunst – og det gælder alle kunstarter: billedkunst, musik, litteratur, teater, opera, ballet – har en evne til at huske fremtiden. En egenskab som en række hjerneforskere på forskellig vis har beskrevet. Gang på gang har man gennem tiden set, at her har kunstnere, længe inden den rent faktiske udvikling, givet udtryk for, hvad der ville ske. Mere eller mindre entydigt, men dog tilgængeligt for alle, der havde vilje og mod til at lytte og se med åbent sind.