
SØNDERBORG: Bordfodboldborde, besøg på ungdomsuddannelserne og biografreklamer. Sønderborg Kommune har gennemført en række tiltag for at øge de unges interessere i lokaldemokrati og kommunalvalget. Indsatsen viser sig nu at have en effekt, skriver kommunen.
Sønderborg Kommune har som én af tre kommuner i det syd- og sønderjyske haft fremgang både generelt og i de unges valgdeltagelse. Blandt de unge er valgdeltagelsen hævet fra 56 til 57,4 pct. Det svarer til, at cirka 250 unge mellem 18 og 29 år mere i forhold til KV13.
- Vi er rigtigt godt tilfredse. De unge er utroligt svære at gøre interesserede i kommunalvalget, og derfor er vi ekstra glade for, at vi har oplevet fremgang i den gruppe. Det er lykkedes at fastholde den måske sværeste af målgrupperne, fortæller valgansvarlig Betina Wichmann Knudsen. Hun glæder sig også over, at mere end 8.200 har modtaget billeder med kommunens særlige valgfilter til det sociale medie Snapchat:
- Det var et forsøg, så vi havde ikke en forventning om, at alle i hele kommunen ville bruge det. Vi turde kun håbe, og tallene viser, at det kan lade sig gøre at få unge til selv at dele deres oplevelse ved at stemme.
Som Årets Ungdomskommune 2017 tog Sønderborg som eneste kommune i landet det sociale medie Snapchat i brug på valgdagen. Kommunen udgav et filter, der fungerer som en billedramme, der lægges over et billede - typisk en selfie. I dette tilfælde viser rammen en stemmeurne og teksten: 'Jeg har stemt!'.
Demokratiaftener fortsætter
På valgdagen kunne alle bruge filtret omkring kommunens 17 valgsteder. Det gjorde mere end 400 personer, og mere end 8.200 modtog et billede med filtret på.
- Det er dejligt, at så mange har brugt filtret. Det understreger, at vi skal møde de unge på deres egne platforme. Så bliver det muligt at få dem med og gøre kommunalvalg til noget, de engagerer sig i og deler. Vi har gået meget op i, at vi ikke vil løfte pegefingre overfor de unge, men blot minde dem om valget.
På demokratiaftner tog ansatte i kommunen og politikere ud på ungdomsuddannelserne for at styrke de unges demokratiske deltagelse og politiske engagement. Aftnerne har været så stor en succes, at Sønderborg Kommune vil fortsætte med at afholde dem også mellem valgene, så de unge løbende bliver mindet om mulighederne for at engagere sig i kommunen.
Kommunen har også sat bordfodboldborde op på en række ungdomsuddannelser og sendt kommunens ungdomskoordinator rundt for at tale med de unge. Derudover har blandt andet lysskilte og reklamer på popcornbægrene i biografen i Sønderborg mindet alle borgere i kommunen om vigtigheden i at stemme.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.