Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enedes om at genindføre lønkompensation i de 38 kommuner, som er underlagt skærpede coronarestriktioner. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Modellen er skruet sammen på samme måde som lønkompensationsordningen under den nordjyske nedlukning for nylig og i hele landet i foråret. Det betyder blandt andet, at fx restauranter kan sende en del af deres medarbejdere hjem med lønkompensation, mens andre kan blive tilbage og lave takeaway.
Ordningen gælder i de 38 kommuner fra i går, da restriktionerne trådte i kraft, og indtil de ophører, det vil indtil videre sige indtil 3. januar. Parterne er enige om, at hvis restriktionerne udvides til at gælde i flere kommuner, vil de også blive omfattet.
Reglerne gælder også kulturelle institutioner, der modtager mindre end 50 pct. offentligt tilskud til driften.
Beskyldt for forskelsbehandling
En række borgmestre kritiserede i dagens Berlingske regeringen for forskelsbehandling, fordi deres kommuner ikke fik samme hjælpende hånd som Nordjylland.
Det gjaldt blandt andre beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i København, som kaldte det ulykkeligt, at regeringen "konsekvent fortsætter med denne forskelsbehandling af København".
Også borgmester Benedikte Kiær (K) i Helsingør undrede sig, og kritikken blev bakket op af Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).
Med den nye aftale er der altså nu skabt de ønskede samme vilkår for erhvervslivet i de 38 kommuner, som de syv nordjyske kommuner havde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.