LOLLAND: I januar blev den private Horslunde Realskole på Lolland begæret konkurs og lukket, så 150 elever måtte flytte til en ny skole med kort varsel. Nu viser det sig, at lukningen har betydet en pæn besparelse for kommunen.
90 af de 150 elever er nemlig overflyttet til eksisterende klasser i nærliggende folkeskoler eller til hjemmeundervisning, uden at det har været nødvendigt at oprette nye klasser. Kun 60 elever er skiftet til andre privatskoler, fremgår det af en dagsorden for børne- og skoleudvalget.
Kommunerne skal betale et beløb til staten for hver elev, der går i privat- eller friskole. Til gengæld får privatskolerne et statstilskud pr. elev på 76 pct. af den gennemsnitlige udgift til elever i folkeskolen.
Det nye lavere antal lollandske elever i privatskole betyder, at Lollands bidrag til staten fra 2025 og frem ventes at falde med 3,9 mio. kr. om året. Desuden slipper kommunen også 3,3 mio. kr. billigere i år, har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Stuk, netop afgjort.
Falder på et tørt sted
Kommunen venter dog et merforbrug på området på knap en halv mio. kr., men der er stadig et pænt beløb i overskud i forhold til budgettet. Det kan bruges til at finansiere merforbrug andre steder på børne- og skoleområdet eller lægges i kassen som en negativ tillægsbevilling, skriver administrationen i sin indstilling.
Udvalgsformand Thomas Østergaard (S) siger til TV2 Øst, at det endnu er for tidligt at svare på, hvad pengene skal bruges til.
- Vi sidder midt i budgetforhandlingerne i en kommune, som overordnet fattes penge, samtidig med at vi skal leve op til den helhedsplan, som vi har lavet i samarbejde med Stuk. Der ligger derfor en del politisk arbejde foran os, før jeg vil kunne komme med en politisk udmelding, lyder det fra formanden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.