LOLLAND: Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), kalder det over for Lolland-Falsters Folketidende "urimeligt og uartigt", at omtrent halvdelen af landets kommuner har søgt om tilskud fra puljen til "særligt vanskelligt stillede" kommuner. Puljen redder år efter år kommuner som Lolland og Langeland fra bankerot, men ganske mange andre kommuner mener altså, at de fortjener at få del i de sparsomme midler.
Af listen, der kan ses her, fremgår det, at blandt andre Vallensbæk, der er rangeret som fjerdebedst stillede kommune i Danmark, har søgt om støtte fra puljen. Kommunen har søgt om 1.213 kroner per indbygger fra puljen. Også Dragør, der er placeret som nummer syv i Danmark over bedst stillede kommuner, har søgt støtte fra puljen på intet mindre end 1.708 kroner per indbygger. I alt 10 kommuner fra top-30 har valgt at søge.
Vallensbæk begrunder sin ansøgning med, at indbyggertallet i kommunen er stærkt stigende, hvilket giver et pres på daginstitutioner og skoler.
Savner søgekriterier
Lolland Kommune rangerer dårligst på 98. pladsen i forhold til at være vanskeligt stillet og stort set ligger i bund på både gæld, skattegrundlag, socioøkonomiske forhold og likviditet.
- Det er urimeligt og uartigt, at man søger, når man har en skatteprocent på cirka 25 og et skattegrundlag, der er langt foran alle andre i Danmark, siger Holger Schou Rasmussen til avisen.
Han mener, at der på forhånd bør lægges nogle kriterier ind for, hvilke kommuner der overhovedet skal kunne søge puljen for særligt vanskeligt stillede kommuner.
- Jeg synes jo, at kommuner, der har en skatteprocent på under 25,5, burde holde sig langt væk. Det bør kun være de 10 procent dårligst stillede kommuner, som skal kunne søge. Det er helt forrykt, at 50 kommuner mener, at de er "særligt vanskeligt stillede". Der bør højst være 20, der søger, og 10, der får, siger borgmesteren, der har et tilbud til de rige kommuner.
- Hvis de har problemer med at lægge budgetterne, så tilbyder jeg hermed at komme at lægge budgetterne for dem. Jeg er sikker på, at vi kan finde besparelser til dem, som ikke betyder flere serviceforringelser end dem, vi allerede har i Lolland Kommune, siger han til Folketidende.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.