
Når kommuner gerne vil have flere borgere til at bevæge sig for at holde sig sunde, skal de appellere mere til, hvad der er sjovt, end hvad der er sundt for dem.
Den lære uddrager professor Bjarne Ibsen af en ny rapport fra et forskningsprojekt, han står i spidsen for.
Mange er nemlig fysisk aktive for at holde sig sunde, men lyst er den vigtigste drivkraft for at motionere, viser rapporten fra projektet Danmark i Bevægelse fra center for idræt, sundhed og civilsamfund på Syddansk Universitet.
404.000 tilfældigt udvalgte borgere fra 15 år og opefter blev inviteret til at deltage i undersøgelsen, og godt 163.000 af dem svarede på spørgsmål om deres fysiske bevægelse i fritiden, på arbejde, under transport og i hjemmet.
- Lyst og sundhed er de vigtigste motiver på tværs af bevægelsestyper. Men lysten, altså det at kunne lide aktiviteten, er mest fremherskende. At være en del af et fællesskab spiller en noget mindre rolle, og præstation og konkurrence er en relativt lille motivationsfaktor, fortæller Bjarne Ibsen .
- Så hvis vi gerne vil have, at flere bevæger sig, skal vi i højere grad fokusere på det, som mange har lyst til og føler glæde ved, tilføjer han.
For lille fokus på ulighed
I undersøgelsen skiller kontanthjælpsmodtagere sig ud som dem, der bevæger sig mindst. Der er næsten dobbelt så mange i denne gruppe som i befolkningen som helhed, der ikke deltager i en bevægelsesaktivitet i fritiden mindst en gang om ugen, nemlig 19 pct. mod ti pct. i hele befolkningen.
Kontanthjælpsmodtagere er også meget mindre aktive end ledige på dagpenge. Generelt er billedet: Jo mere uddannelse, jo mere bevægelse i fritiden.
- I mange år har kommuner og organisationer fokuseret på at få danskerne til at bevæge sig mere, mens der har været alt for lille fokus på den store ulighed i deltagelsen. Det er på tide, at man begynder at interessere sig for de sociale mekanismer, der betyder, at udsatte grupper i samfundet i meget mindre grad får glæde af fysisk aktivitet end de mere ressourcestærke, siger Bjarne Ibsen.
Folkepensionister er den mest aktive gruppe i forenings- og aftenskolesammenhæng, men sammen med kontakthjælpsmodtagere og førtidspensionister de mindst aktive i kommercielle bevægelsesaktiviteter som fx motionscentre.
Til september udsender forskningsprojektet en rapport for hver af landets kommuner med analyser af bevægelsesvaner i den enkelte kommune og en overordnet analyse af de kommunale forskelle.
Søjlerne viser andelen af borgere, der er "helt enige" i, at lyst, sundhed, fællesskab og præstation motiverer dem til at udføre fire udvalgte bevægelsestyper.
Se hele rapporten her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.