Af Anne-Birgitte Agger
KØBENHAVN: Vi har brug for politikere, der ikke løber fra ideen om fælles måltider men kæmper for at sikre, at ordningen bliver en succes. I Københavns Madhus hilser vi den nye madordning hjerteligt velkommen. Fordi børnene er bedre tjent med god frisklavet mad og dejlige måltider end med de gammeldags madpakker.
Den nye madordning kan, hvis man vil og satser rigtigt, blive til ny madkultur og et serviceløft via fælles frisklavede kvalitetsfyldte måltider frem for individuelle madpakker med gammel mad. Det gælder vores børns sundhed. Så kære politiker, løb ikke fra dit ansvar.
Et godt madtilbud giver mere fællesskab og livsglæde i institutionerne via måltiderne. Meningen med de nye tilbud om barnemad er, at der skal skabes nye sundere og mere alsidige madvaner til gavn for folkesundhed og maddannelse.
Men det kræver mere end ord, og der skal selvfølgelig sættes de nødvendige midler af til det. Man kan sagtens få ordninger, der er dårligere end forældrenes madpakker. Mit krav er nej til madpakker - både forældrenes og kommunernes. Der skal ordentlig mad på bordet.
I Københavns Madhus er vi dybt involveret i at realisere loven i de københavnske daginstitutioner, der omfatter cirka 10 procent af landets småbørn. Madordningen har i de fleste institutioner kørt i en god uges tid, og selv de få steder, hvor maden kommer fra en ekstern leverandør, er der i København generel tilfredshed med kvaliteten.
Det er alt for tidligt at vende tommelfingeren op eller ned. At bede om madro fra politikerne er det mindste krav.
Anne-Birgitte Agger,
Direktør i Københavns Madhus
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.