ODENSE / KERTEMINDE: Interne mails, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i, viser, at Odense Kommune i august og september bevidst har arbejdet på at udskyde offentliggørelsen af en omfattende trafikanalyse, der peger på en markant stigning i trafikmængden, hvis udvidelsen af Odense Havn bliver gennemført. Analysen konkluderer bl.a., at en udvidelse af vejen mellem Odense og Kerteminde til fire spor er nødvendig for at håndtere den fremtidige trafik - et projekt, der vil koste milliarder.
Samtidig viser mails, at kommunen forsøgte at begrænse pressens adgang til materialet og koordinere en fælles kommunikationsstrategi med Kerteminde Kommune. Planen var, at rapporten først skulle offentliggøres efter kommunalvalget i november. Stadsdirektør Eik Møller afviser dog kritikken og mener, at mailene er taget ud af kontekst.
- Man skal tage det i den sammenhæng, det foregår i, mens vi er i gang med at udarbejde mobilitetsanalysen, så har vi jo fået lavet en analyse i Odense i 2024, der hedder 360 grader. Den nævner også Kertemindevej, så der er ikke noget nyt i den her situation i Odense. Vores vurdering er, at det er bedst, der er mulighed og tid til en administrativ bearbejdning, inden vi går ud med det, fordi det kan give et bedre samlet billede af, hvad det egentlig er for en opgave og prioritering, der ligger i Odense Kommune. Det handler ikke om at holde noget som helst hemmeligt, så derfor tror jeg, at I får læst det der med at vente til efter valget, som mere end det er, siger han til mediet.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at en rapport om havneudvidelsen bliver genstand for offentlig debat. Så sent som i sommers fik Odense Havn udarbejdet en rapport af konsulentvirksomheden Kraka Economics. Arbejdet, der tog et år, blev offentliggjort i august. Den ene var en behovsanalyse, den anden en bæredygtighedsanalyse, der blandt andet beskriver konsekvenserne for havmilløjet.
Den fik blandt andre Thyge Nygaard, seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, til at deltage i debatten:
- Fjorden har det i forvejen rigtig skidt, og så vil man oven i købet lave udvidelsen det sted, hvor den trods alt har det bedst. Det er især problematisk, at man vil lave en ny sejlrende, som vil risikere at spolere fjorden totalt i mange år frem på grund af sedimentspild. Jeg frygter, at fjorden kollapser, sagde han til DR.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.