
I sidste uge udgav DK Nyt et overblik over, hvordan landets kommuner har tilrettelagt juniormesterlæreordningen. Overblikket viser, at omkring halvdelen af kommunerne laver en decentral model, hvor hver eneste skole i kommunen, som har en overbygning, laver en lokal juniormesterlæreordning.
29 pct. laver derimod en central model, hvor man samler juniormesterlæreeleverne på en eller flere skoler i kommunen. Dermed kan eleverne ikke blive i deres stamklasser, men kommer til at indgå i en særskilt juniormesterlæreklasse. 11 pct. laver en kombination af de to modeller.
I vejledningen fra Børne- og Undervisningsministeriet står der, at man som udgangspunkt skal sørge for, at eleverne kan fortsætte i deres egne klasser, selvom de kommer i juniormesterlære, men at man også kan vælge at samle eleverne i juniormesterlæreklasser på en eller flere af kommunens skoler.
To ligestillede modeller
Dette skal dog ikke forstås på den måde, at den ene model er bedre end den anden, skriver Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en mail til DK Nyt.
”Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har med vejledningen om juniormesterlære lagt op til, at kommunerne selv kan afgøre, om eleverne skal samles på én skole i et nyt klassefællesskab eller om eleverne skal blive i deres oprindelige klassefællesskab. Begge modeller er lige anerkendte. Vejledningen skal således understøtte kommunernes planlægning og tilrettelæggelse af juniormesterlæreordningen ud fra, hvad der kommunalt giver mening ud fra lokale rammer, forudsætninger, elevgrupper mv.”
Ministeren er også godt tilfreds med, at kommunerne har valgt forskellige løsninger.
"Jeg er fuldt tilfreds med, at kommuner kigger på deres egne geografiske rammer og elevgrupper, når de tilrettelægger deres lokale juniormesterlære. Det er præcis det, vi ønsker os, når vi frisætter kommunerne. Det er dem, der bedst ved, hvad der virker lokalt", skriver han og fortsætter:
"Hvis du som elev skal begynde i juniormesterlære efter sommerferien, er der for eksempel stor forskel på, om du skal transportere dig til den anden ende af Odsherred Kommune for at være sammen med din klasse tre gange om ugen. Eller om du kan trille over på skolen på din cykel, fordi du bor midt på Frederiksberg. Jeg ser meget frem til, at de første elever starter i juniormesterlære efter sommerferien, siger ministeren i et skriftligt svar til DK Nyt”.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.