
Det er fortsat uvist, hvem der skal være ny formand og politisk leder hos De Konservative efter Søren Pape Poulsens pludselig død lørdag. Men det bliver ikke partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard. Det skriver DR.
- Jeg har to små børn derhjemme og er ikke et sted i mit liv, hvor det er relevant for mig, siger hun til Aftenshowet på DR mandag aften.
Særligt to personer har været omdrejningspunktet for snakken, om hvem der skal overtage formandsposten. Ud over Mette Abildgaards navn er den nyvalgte konservative gruppeformands navn blevet nævnt ad flere omgange.
Mona Juul er blevet spået af flere til at skulle overtage posten. Blandt andet af tidligere pressechef i De Konservative Benny Damsgaard. Ifølge ham tyder alt på, at det bliver Mona Juul, der overtager.
Mona Juul har endnu ikke selv været ude at kommentere, hvem der skal eller bør overtage for Pape.
Tager den tid, der skal til
Søndag morgen tonede Mette Abildgaard frem på TV 2 News, hvor hun satte ord på Papes pludselige død.
Her lød det blandt andet, at hun håbede, at der ville være forståelse for, at det endnu var for tidligt at sige noget om fremtiden i De Konservative og hermed også om formandsposten.
- Nu skal vi hjælpe hinanden videre i fællesskab, og så skal vi nok finde ud af, hvad der skal ske, sagde hun.
Hun sagde videre til TV 2 News, at hvad der skal ske fremadrettet, finder partiet ud af "helt i Sørens ånd, hvilket betyder, at vi tager den tid, der skal til".
Efter Søren Papes død er den konservative næstformand og Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler nu fungerende formand. Men han er ikke fungerende politisk leder.
Søren Pape var både formand og politisk leder. Oftest har de to poster været besat af den samme person, men der er flere eksempler på, at det ikke har været tilfældet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.