
Iværksætter Mia Wagner, som torsdag er inviteret ind i regeringen som digitaliserings- og ligestillingsminister, har tidligere fået et tilbud fra Venstre.
Det siger hun til DR på vej til Amalienborg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer de nye ministre for dronningen klokken 11.
- Jeg har tidligere været i dialog med Venstre, og jeg er blevet spurgt før, hvor timingen ikke var der for mig. Det er den nu, siger Mia Wagner til DR.
Det står ikke klart, hvad det er for et tilbud, hun tidligere har fået af regeringspartiet. Men torsdag bliver hun medlem af regeringen i forbindelse med en rokade, som er nødvendiggjort af, at Jakob Ellemann-Jensen (V) i oktober trak sig fra regeringen og dansk politik.
Wagner er den anden af to investorer fra det populære DR-program "Løvens Hule", som hentes ind til en ministerpost i en regering. I 2018 var det Tommy Ahlers (V), som blev forskningsminister.
Medlem en uges tid
Mia Wagner har været medlem af Venstre i "en uges tid", fortalte partiformand Troels Lund Poulsen (V) efter et gruppemøde torsdag formiddag på Christiansborg.
- Jeg har kun været medlem af Venstre i kort tid. Men jeg har fulgt Venstre i mange år og kommer af en familie, hvor søskende har været medlem af både Venstre og De Konservative, siger Mia Wagner.
Hun mener, at hun kan bidrage med nye tanker og idéer, og hun forsikrer, at hun vil stå bag den linje, der er lagt i regeringen.
Det siger hun, efter at Troels Lund Poulsen torsdag blev spurgt til, at Mia Wagner offentligt har kæmpet for kvoter for køn i bestyrelser - i strid med Venstres og regeringens politik.
- Jeg bakker op om linjen, der er sat. Det er klart, siger Mia Wagner.
Berørt afgående minister
Ved ministeroverdragelsen kl. 14 understregede hun igen sit tilhørsforhold til partiet og bebudede, at hun agter at stille op til næste folketingsvalg.
- For mig har det altid været Venstre. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var Venstre, jeg hørte til hos, siger Mia Wagner, da hun overtog ministeriet fra partifællen Marie Bjerre.
Marie Bjerre ville gerne være fortsat som minister, og hun var tydeligvis berørt og ked af det ved overdragelsen. Det kunne Wagner også se.
- Til dig: Du er en super sej politiker. Du er en super sej kvinde. Hold da op for et aftryk, du har sat som minister. Nu får jeg helt kuldegysninger. Jeg har set mange talenter gennem årene og har fået en næse for at se dem. Jeg tror, vi kan vente os meget af dig, sagde Wagner.
/ritzau/ak
Opdateret 14.40 med udtalelser fra ministeroverdragelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.