
Kombineret indsamling af metal-, glas- og plastaffald fra danske husholdninger bør udfases. Det anbefaler Miljøstyrelsen på baggrund af nye undersøgelser af affaldets genanvendelighed.
Kasseret metal, glas og plast fra danske husholdninger indsamles i dag sammenblandet i 22 kommuner.
På baggrund af blandt andet nye undersøgelser, der viser, at genanvendeligheden af sammenblandet glas og plast er dårligere set i forhold til glas og plast, der er sorteret særskilt, anbefaler Miljøstyrelsen nu, at der bør ske en udfasning af den kombinerede indsamling, skriver styrelsen på sin hjemmeside.
Miljøstyrelsen anbefaler samtidig, at udfasningen kan ske i form af en overgangsordning, så de nuværende ordninger i kommunerne får lov at udløbe, så der fra 2025 ikke længere kan sammenblandes metal, glas og plast i Danmark.
Især glas kan bedre genbruges
Miljøstyrelsens faglige vurdering bygger især på tre undersøgelser udarbejdet i perioden januar 2018-april 2020. Heraf en ny fra Rambøll.
Rambøll har testet for, i hvor høj grad kvaliteten af det indsamlede materiale er sammenligneligt med kvaliteten af det særskilt indsamlede materiale. Og konklusionen af testene underbygger konklusionerne fra de tidligere undersøgelser Miljøprojekt 2066 og 2111, idet kvaliteten af glas indsamlet sammenblandet med metal og plast er ringere end glas fra særskilt indsamling eller i kuber.
Testene viser samtidig, at plast fra særskilt indsamling gennemsnitligt set er lidt mere anvendeligt end plast fra en kombineret indsamling af metal, glas og plast.
Ud over de konkrete undersøgelser af kvaliteten af det indsamlede materiale baserer Miljøstyrelsen også vurderingen af affaldsordningen på dialog med branchen og kommunerne.
Krav i EU-direktiv
Arbejdet med at vurdere sammenblandingen af metal, glas og plastaffald kommer i forbindelse med ikrafttrædelsen af EU’s nye affaldsdirektiv.
Det stiller krav til medlemslandene om særskilt indsamling af husholdningslignende affald. Der kan afviges fra særskilt indsamling og tillades sammenblanding af fraktioner, men dette kræver en undtagelsesbestemmelse.
Miljøstyrelsen vurderer umiddelbart, at der ikke kan gives undtagelse for kombineret indsamling af metal, glas og plast med baggrund i, at genanvendeligheden af sammenblandet glas og plast er dårligere set i forhold til særskilt indsamling af glas og plast.
Glæde i plastindustrien
Brancheforeningen Plastindustrien glæder sig over anbefalingen.
- Det er en stor sejr for vores fremtidige genanvendelse af husholdningsaffaldet. Vi skal have fokus på at få nogle plast-råvarer i høj kvalitet ud af vores husholdningsaffald, og det får vi kun ved at have fokus på slutproduktet af det indsamlede affald, siger miljøpolitisk chef Christina Busk.
Også hos Dansk Industri glæder chef for miljøpolitik og cirkulær økonomi Karin Klitgaard sig.
- Når vi får store mængder ensartet affald, kan vi sikre en mere effektiv affaldssortering, og vi kan få en højere kvalitet af de genanvendte materialer. Det er afgørende i en cirkulær økonomi, hvor affald igen skal kunne indgå i nye produkter, skriver hun i en mail til Ritzau.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.