
RANDERS: Oprydningsarbejdet efter det jordskred, som virksomheden Nordic Waste har efterladt sig, skal ikke længere betales af kommunale midler.
Det fortæller kommunaldirektør i Randers Kommune Jesper Kaas Schmidt til Randers Amts Avis.
- Vi har afholdt alle udgifter indtil i mandags, hvor Miljøstyrelsen overtog myndighedsansvaret og regningen, siger han.
I alt har kommunen haft udgifter på mindst 83 millioner kroner for oprydningsarbejdet efter det miljøfarlige jordskred, der truer byen Ølst syd for Randers.
Det betragter kommunaldirektøren dog som en udgift, som Nordic Waste bør påtage sig.
Baggrunden
Sagen om jordskreddet begyndte for alvor at rulle i midten af december sidste år, da kommunen skred ind for at overtage ansvaret for at forhindre en potentiel naturkatastrofe.
Undervejs er det blevet slået fast, at de store mængder forurenet jord på virksomhedens grund kan ende i Alling Å og potentielt skade vandmiljøet helt ud i Randers Fjord.
Nordic Waste har i de seneste uger været under beskydning fra mange sider. Kommunen, erhvervslivet og sågar statsminister Mette Frederiksen (S) har udtrykt utilfredshed med virksomhedens ageren i sagen.
Udgifterne til arbejdet har imidlertid været for store for virksomheden, der er blevet erklæret konkurs.
Ansvar og regning
Imens forsøger myndigheder og kuratorer i konkursboet af afklare, hvem der har ansvar for jordskreddet, og hvem der skal tage regningen for afværgeforanstaltninger på sig.
Randers Kommune er en af de parter, der har fremsat et krav mod Nordic Waste. Det lyder på 100 millioner kroner.
Flere end 100 virksomheder er desuden blevet efterladt med lange næser, fordi de alle har penge til gode hos virksomheden.
Randers Havn er en af de virksomheder, har DR skrevet. Havnen har oplyst, at den har 600.000 kroner til gode. Ifølge mediet overstiger kreditorernes samlede krav til virksomheden 200 millioner kroner.
Selskab frataget opgave
Selskabet SDK Shipping, der ejes af Nordic Waste har i øvrigt stået for håndteringen på Randers Havn af en større mængde af jord fra jordskredet. Det er der imidlertid sat en stopper for. Havnedirektør John Morgen siger til TV2 Østjylland, at SDK Shipping har fået frataget opgaven.
- Både vi og Randers Kommune kunne sagtens se, at det firma ikke skulle håndtere jorden. Nu har kommunen overtaget hele opgaven med håndteringen og styrer nu området ved det jordtip på havnen, hvor jorden kommer ind, siger han til tv-stationen.
SDK Shipping er ejet af United Shipping og Trading Company, som også ejer Nordic Waste. Dermed har ejerne af konkursramte Nordic Waste tjent penge på at håndtere den truende miljøkatastrofe, som selskabet selv kan have været skyld i.
SDK Shipping skulle have håndteret 25.000 kubikmeter jord fra Nordic Waste. Det ville have udløst et honorar på 14 kroner pr. kubikmeter jord, svarende til 350.000 kroner.
/ritzau/
Red. Ændret rubrik og underrubrik med præcisering af ansvar og udgifter - kl. 15.14 - samt foto tilføjet 15.16
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.