
SYDDANMARK: Oprydningen efter en af danmarkshistoriens største giftforureninger starter 2. etape, når Region Syddanmark onsdag genoptager oprensningen i Kærgård Plantage ved Vesterhavet ved Henne Strand.
Her kørte tankvogne fra det daværende Grindstedværket i årtier i pendulfart knap 300.000 kubikmeter spildevand ud i plantagen og forurenede dermed med kviksølv og klorerede opløsningsmidler både jorden og grund- og badevand. Siden 1964 har der været bade- og opholdsforbud på en lang strækning ved stranden.
Men hovedrengøringen til foreløbig afsatte 50 mio. kr. batter som en dråbe i havet i forhold til den kolossale kommende regning for fortidens forureningssynder.
For Grindstedværkets berygtede giftdepot er blot én blandt mange tusinde forureninger, hvor synderen af forskellige årsager løb fra regningen, som samfundet nu hænger på.
Cheminova koster næsten et årsbudget
Danske Regioner har ansvaret for opgaven og har foreløbig kortlagt 30.000 forurenede eller muligt forurenede grunde. Alene de 130 største koster mindst ti mio. kr. per styk at rydde op i.
Blandt de værste er Cheminovas giftbadekar på Harboøre Tange. Skal depotet graves væk og jorden destrueres, vil det koste 250 mio. kr.
Regionerne har hvert år cirka 300 mio. kr. til at undersøge og rydde op i jordforureningerne. Den samlede offentlige indsats skønnes at løbe op i 14,5 mia. kr. Med de nuværende bevillinger og miljøkrav tager det derfor 40-50 år, før regionerne er færdige med udfordringen.
Men samtidig blev opgaven fra 1. januar udvidet, så regionerne nu ud over at sikre drikkevandet og menneskers sundhed også skal undersøge, om giftdepoterne truer miljøet i vandløb og naturen.
- Det betyder givet en ekstraregning i forhold til det, vi ved i dag. Men ingen ved, hvor stor den vil blive, siger Morten Sørensen, leder af regionernes videncenter for jordforurening.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.