
BORNHOLM: "Det er uacceptabelt, at DR’s nødradiosystem ikke dækker Bornholm på lige vilkår med resten af Danmark."
Sådan lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), efter at Jyllands-Posten har afdækket, at Bornholm ikke er dækket af samme nødprocedure som resten af landet, hvis et stort hybridangreb rammer Danmark, så både elforsyning og fiberkabler sættes ud af spil.
Det analoge FM-signal er det mest sikre, hvis Danmarks strømforsyning sættes ud af kraft. Så sikrer nødstrøm på de store hovedsendere og fibernettet, der bringer signalet ud til hovedsenderne, at signalet når frem.
Men hvis også fibernettet lammes, f.eks. hvis kablerne skæres over, træder en nødplan i gang, som ikke omfatter Bornholm. Så sendes radiosignalet i en kæde fra hovedsender til hovedsender, men der er for langt fra Gladsaxe til Bornholm til, at signalet kan nå frem her.
Bringes i orden hurtigt
Folketingsmedlem Lise Bech (DD) har spurgt kulturministeren, om det er godt nok. Og det er det ikke, skriver ministeren i sit svar.
"Det mener jeg ikke, at DR kan byde bornholmerne. Jeg forventer, at DR sikrer, at Bornholm har den samme sikkerhed for at modtage nødradio via FM-båndet som resten af Danmark," skriver han.
Samme melding kommer han med i Jyllands-Posten, hvor han tilføjer, at "Det har jeg bedt DR om at bringe i orden meget hurtigt." Om DR selv skal finde pengene til en løsning, fremgår ikke.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.