
KØGE: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har endnu ikke modtaget et brev fra en gruppe forældre til børn på Borup Skole, hvor TV 2 har berettet om, at der er sket grænseoverskridende og krænkende adfærd fra elever.
Men han vil læse det grundigt, når han modtager det, hedder det i et skriftligt citat fra ministeren.
"Beslutninger i den konkrete sag på Borup Skole skal håndteres af Køge Kommune. Det skal jeg ikke blande mig i. Sådan er lovgivningen. Men vi støtter og rådgiver meget gerne fra ministeriet. Derudover vil jeg ikke afvise, at der kan blive behov for mere generelt at stramme op på ordensreglerne," udtaler Tesfaye i den skriftlige kommentar.
TV 2 har beskrevet, hvordan en række forældre vil sende brevet til ministeren. I brevet vil de adressere problemstillingen i, at de elever, der skulle være blevet krænket, fortsat skal gå i skole med dem, de er blevet krænket af.
Forældrene er frustrerede, fordi de ikke mener, at skoleledelsen og kommunen har ageret med tilstrækkelig handling.
Vold skal sanktioneres
Tesfaye siger, at vold ikke hører hjemme på en skole, og at vold skal sanktioneres.
"Ligegyldighed og slaphed er det værste, vi kan møde uacceptabel adfærd med. Det har jeg ingen respekt for," skriver han, men tilføjer, at han primært kender sagen ud fra mediernes dækning og gerne vil kende problemets omfang, inden han "trækker nye regler ned over 1.300 folkeskoler".
Sagen skal diskuteres torsdag i næste uge i Børne- og Undervisningsudvalget i Folketinget. Her skal en mulig politisk opfølgning drøftes.
1. viceborgmester i Køge Kommune Ken Kristensen (V) sagde torsdag, at der er flere initiativer på vej fra kommunens side. De vil blive lagt frem efter vinterferien, fortalte han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.