ODENSE: En sag om sharia-skilsmisse i Odense er ikke enkeltstående. Det fortæller Kaare Dybvad Bek (S), der er fungerende udlændinge- og integrationsminister.
Berlingske har afdækket, hvordan en kvinde i Odense har skrevet under på et dokument med forskellige krav for at kunne blive skilt fra sin mand. Dokumentet er udfærdiget af imamen Abu Bashar og bygger på sharialoven.
Ministeren er ikke overrasket over sagen. Han vil dog ikke sætte et konkret tal på, hvor mange andre tilfælde han har hørt om.
- Det kan jeg ikke vurdere. Jeg hører bare af og til fra folk, der fortroligt henvender sig til mig for at fortælle om ting, der foregår i parallelsamfund, som er bundet op på religiøse forestillinger, der hører til i middelalderen, siger han.
Samme sikkerhed som andre
Han fortæller, at regeringen vil gøre, hvad den kan for at stoppe "galskaben":
- I første omgang kommer vi til at forbyde religiøse vielser af mindreårige og skærpe straffen for tvangsægteskaber. Og så gennemgår vi lovgivningen for at se, om der er andre steder, vi kan skærpe straffene, så der bliver slået hårdere ned på det her, siger ministeren.
Men der er jo ikke noget, der tyder på, at hun er mindreårig?
- Nej, men for os at se handler det om bredt set at ramme den sociale kontrol.
- Den indsats kommer ikke kun til at ligge på justitsområdet, selv om det er meget vigtigt. Det kommer til at være alle steder i regeringen, hvor man har noget at gøre med social kontrol.
- Der kommer man til at være opmærksom på, hvor skruerne kan strammes, så de her kvinder har den samme sikkerhed som alle andre, der bor i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.