
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) var til formiddag kaldt i samråd i Folketingets landdistriktsudvalg af S, EL og DF. Her skulle han stå på mål for regeringens store udflytningsplan og i særdeleshed for, om de 400 mio. kr., som regeringen har sat af til øvelsen, rækker.
I mandags blev det fra NaturErhvervsstyrelsen meldt ud, at styrelsens flytning til Sønderjylland i årene 2016 til 2019 vil løbe op i 184 mio. kr. - altså næsten halvdelen af det samlede udflytningsbudget - og det har skabt bekymring på Christiansborg.
Ministeren indledte med at redegøre for, at de 400 mio. kr. er sat af til 2016. Han understregede, at skulle der i forbindelse med udflytningen komme yderligere udgifter i de forskellige styrelser i 2017, vil de blive behandlet i Finanslovsforhandlingerne for 2017.
Dermed åbnede han op for, at regeringen giver en hjælpende hånd, hvis eksempelvis udflytningen af NaturErhvervstyrelsen i de kommende år løber ind i udgifter, som kræver, at der på et senere tidspunkt findes midler i statskassen.
I samme åndedrag advarede han mod at tage alle eksempler på udregninger, der i den seneste tid har været behandlet i medierne, for gode varer. Eksempelvis gættes der på, at udflytningen af Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg i 2004 kostede ca. en halv mio. kr. pr. medarbejder. Det, mente ministeren, var 'meget højt sat'.
- Som bekendt ligger Sikkerhedsstyrelsen under Erhvervs- og Vækstministeriet. Derfor har jeg bedt mit ministerium se nærmere på de tal, der nu har floreret, og det viser sig, at de rigtige tal lander på knapt det halve, forklarede han.
Ingen klare svar - endnu
Flere af samrådets kritiske spørgsmål til økonomien måtte erhvervs- og vækstministeren afvise at svare konkret på, da der foreløbig ikke ligger endelige udregninger klar. De berørte styrelser og institutter skal hver især i første kvartal af 2016 fremlægge en implementeringsplan, og når de ligger klar, vil regeringen have et bedre overblik over udgifterne.
Han mindede til gengæld om, at der ikke kun er udgifter forbundet med udflytningen, og at det over tid kan give fordele - også økonomisk. Blandt andet fremhævede han, at huslejepriserne i København ligger på et langt højere niveau end i resten af landet. Han bekymrede sig ikke synderligt om risikoen for et eventuelt videns- og produktionstab, der måtte komme som følge af udflytningen.
- Erfaringer fra udflytningen af Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg og et betalingscenter i Skat til Ringkøbing har vist, at der har været en forøget produktivitet efter en indledende periode med produktionstab. Jeg kan ikke garantere, at det sker, men jeg noterer mig, at det er de erfaringer, vi har på nuværende tidspunkt.
Han understregede samtidig, at han er fortrøstningsfuld i forhld til kommunernes muligheder for at finde kvalificeret arbejdskraft til de styrelser, hvor kun få medarbejdere vælger at flytte med. Han henviste til, at der hos Ankestyrelsen, som flytter 50 arbejdspladser til Aalborg, indtil videre har været 222 ansøgere til de første fire stillinger, mens Statens Administration, der flytter 226 stillinger til Hjørring, har modtaget 499 ansøgninger til de første 50 stillingsopslag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.