
Uklarhed og længere tids uenighed om reglerne for et stigende antal autocamperes færdsel og parkering i Danmark får nu kirkeminister og minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V) til at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal kigge på reglerne for parkering og campering med autocampere i Danmark.
Ministerens beslutning fremgår af et svar til Udvalget for Landdistrikter og Øer i kølvandet på en lukket eksperthøring på Christiansborg om rammevilkår for landets campingpladser, skriver Turistmonitor.
"Andre interessenter har i forbindelse med høringen omtalt uklarhed om gældende regler for autocamperes muligheder for at parkere og campere rundt om i landet. Kirkeministeriet har derfor taget initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe, der forankres i Plan- og Landdistriktsstyrelsen og med deltagelse af relevante styrelser fra andre ressortområder, som blandt andet har ressortansvaret for vejlovgivningen, herunder reglerne for parkering," skriver Louise Schack Elholm og fortsætter:
"Arbejdsgruppen får til opgave at se nærmere på og eventuelt opdatere og uddybe et eksisterende vejledningsnotat fra 2021 om autocamperes færdsel, parkering og campering."
Tidsramme uvis
Hvem der skal sidde i arbejdsgruppen, og hvornår arbejdsgruppen forventes at komme med forslag til ændrede regler, er endnu ikke fastlagt.
"Arbejdsgruppen, som ministeren har henvist til, er først ved at blive nedsat. De nærmere rammer og tidshorisonten for arbejdsgruppens arbejde vil blive fastlagt, når arbejdsgruppen har holdt sit første møde, forventeligt inden årsskiftet 23/24," oplyser Plan- og Landdistriktsstyrelsen til Turistmonitor.
Bent Thodsen, der er formand for Horesta Camping og indehaver af Hanstholm Camping, er begejstret for ministerens beslutning om at kigge på vejledningen for autocampere.
- Vi har kæmpet for det her i årevis. Nu får vi en gang for alle afklaret, hvad det vil sige at raste, og hvad det vil sige at parkere. Det skal afklares rent lovgivningsmæssigt, for det er flydende i dag, siger Bent Thodsen til Turistmonitor.
Han mener, at autocamperne i dag misbruger reglerne.
- Så længe autocamperne kan sige: Vi camperer ikke, vi raster, så må de holde, hvor der er fri parkering, og de holder der i dagevis. Men det er jo ikke rimeligt. En autocamper under 3,5 ton er en personbil, men den bør have en specifik køretøjskategori, så man kan lave specielle regler for autocamperne i færdselsloven, siger formanden for Horesta Camping.
Også Frederik Lund, direktør i brancheforeningen Camping Outdoor Danmark, kalder det positivt, at der kommer en arbejdsgruppe om autocampere med henblik på at få tydelige og ensartede regler omkring autocamperne på tværs af Danmark.
Forskelligt fra kommune til kommune
Hos Autocamperrådet, der arbejder for at fremme autocamperturismen i Danmark og fungerer som et rådgivende organ, peger formand Hans Bækvang på, at forskellige kommuner i dag opfinder egne regler.
- Autocampere er en turismeform i vækst, så det er en pæn turistindtægt for landet. Jo mere klare regler der er, jo lettere er det at undgå negative historier, som vi oplever indimellem hver sommer, siger Hans Bækvang, som dog ingen grund ser til at ændre på parkeringsreglerne for autocampere.
- Parkeringsreglerne ser jeg sådan set ikke udfordringer i. Så længe man som autocamper og turist overholder de retningslinjer, der er for at parkere og raste, så ser jeg sådan set ikke behov for, at de ændres, siger Hans Bækvang til Turistmonitor.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.