Moderaternes hovedbestyrelse godkendte sidste weekend de første 97 kandidater til KV25 fordelt på 48 kommuner. Hertil kommer 26 nuværende byrådsmedlemmer.
Én af dem er Pernille Søndergaard i Gribskov, og hun er ikke bare spidskandidat, men borgmesterkandidat i kommunen, oplyser formanden i Gribskov, Bjarne Pedersen, ifølge Kattegat.nu.
Pernille Søndergaard har siddet i byrådet siden 2018. Hun er valgt for Nytgribskov, men skiftede i 2023 til Moderaterne sammen med Pernille Kromann Sams.
Den nye borgmesterkandidat er opvokset i kommunen og har over 25 års erfaring som leder, chef og direktør i det private erhvervsliv ligesom hun har læst økonomi, strategi og ledelse på CBS, fremhæver Bjarne Pedersen. Hun sidder bl.a. i økonomiudvalget og er formand for Gribskov Forsyning i kommunen, hvor Bent Hansen (V) er borgmester.
Spids i Vordingborg
I Vordingborg er Thomas Stecher godkendt som Moderaternes spidskandidat, oplyser partiet ifølge Sjællandske Nyheder. Han driver en Shell-station og er desuden en del af ejerkredsen bag Bryghuset Møn og næstformand i Møn Handel.
Også det nuværende byrådsmedlem Torben Folke Månsson er godkendt som en af fire kandidater i kommunen, men altså ikke som spids. Han indtrådte sidste år i byrådet som suppleant for Fælleslisten, men skiftede senere til Moderaterne.
I Horsens er Uffe Bie, som har en fortid som landmand og formand for Landbrug & Fødevarers økologiske sektion, godkendt som den første, skriver Horsens Folkeblad.
Morten Bie er lokalformand for partiet, og han oplyser, at man er i gang med at screene flere mulige kandidater og håber at nå op på omkring syv opstillede.
Flere på vej
Moderaterne oplyser til DK Nyt, at de 97 godkendte kandidater selv får lov at melde ud om deres kandidatur, når de ønsker det. Derfor er der ikke endnu en offentlig liste over, hvem de er, og hvilke kommuner de stiller op i.
Det er dog meldt ud, at hovedbestyrelsen blandt andre har godkendt Bergur Løkke Rasmussen som kandidat i Helsingør, folketingsmedlem Mohammad Rona som kandidat i Aalborg, erhvervsmanden Lars Arne Christensen som kandidat i Lyngby-Taarbæk, tidl. ambassadør Klavs A. Holm i Gentofte og tidligere folketingsmedlem for De Radikale Susan Kronborg i Skanderborg.
Blandt de kendte navne, som allerede sidder i byråd rundt omkring, er viceborgmester og tidligere MF René Christensen i Guldborgsund, tidligere MF Helle Sjelle på Frederiksberg og viceborgmester Andreas Møller i Odense.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.