
Tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) mener ikke, at der er begået et decideret lovbrud i mink-sagen. Da Granskningskommissionen, også kaldet Minkkommissionen, torsdag trykkede, svarede Mogens Jensen:
- Jeg er ikke af den opfattelse, at der er sket et decideret lovbrud. Men det burde være meldt klarere ud, at vi har ikke havde hjemmel til at aflive alle mink.
Eks-ministeren nåede til sin konklusion efter flere timer, hvor han blev udspurgt af kommissionen til forløbet op til, at regeringen besluttede, at alle mink skulle aflives i november sidste år.
Forløbet endte med at koste Mogens Jensen jobbet. Derfor interesserede kommissionen sig også for hans rolle i forløbet.
Udspørger Jakob Lund Poulsen hev bilag frem fra en række sager i Miljø- og Fødevareministeriet, hvor der var bemærkninger om, at der ikke var lovgrundlag til at aflive alle mink. Det skulle fremskaffes, hvis det var den vej, man ville.
Havde ikke tid til at læse bilag
Mogens Jensen havde dog ikke tid til at læse bilagsmateriale, forklarede han.
- Det er sådan med bilag, i forhold til den måde jeg har kunnet arbejde som minister, at jeg sporadisk har været gennem bilagene. For tidsmæssigt har jeg ikke haft mulighed for at gå alle bilagene igennem.
Det afgørende møde var om aftenen 3. november sidste år i regeringens koordinationsudvalg.
Op til mødet havde embedsmændene udarbejdet to modeller til topministrene på mødet: En dvale-model for minkerhvervet, hvor kun avlsdyr overlevede, og en nedlukning af hele erhvervet.
Begge modeller ville kræve ny lovgivning ifølge materialet til mødet.
På mødet vedtages ifølge deltagerne en helt tredje model: Aflivning af alle dyr inklusive avlsdyr, men ikke et forbud mod mink-hold.
Den tredje model
Torsdag interesserede kommissionen sig for, hvor den tredje model kom fra. Som med flere andre af kommissionens spørgsmål huskede Mogens Jensen ikke meget fra mødet. Han huskede dog, at det enten var Justitsministeriet eller Sundhedsministeriet, der først nævnte modellen.
Samtidig har blandt andre Mogens Jensens tidligere embedsmand, afdelingschef Tejs Binderup, sat lighedstegn mellem en total aflivning og nedlukning af erhvervet. Derfor føler Binderup, at han havde advaret om, at der manglede lovhjemmel.
- Jeg tror sådan set, at det står klart nok for alle, at hvis du beslutter at aflive alle mink inklusive avlsdyr, så vil der gå tid, før branchen ville kunne komme op på samme niveau igen, lød vurderingen fra Mogens Jensen.
Det var dog ikke hans vurdering, at en eventuel advarsel havde haft nogen betydning.
- Der er det normalt praksis, at man godt kan melde sin beslutning ud, og så kan man bagefter skaffe lovhjemmel, sagde han.
Alligevel fastholdt Mogens Jensen, at han først 7. november blev orienteret om, at der manglede hjemmel.
I en række udkast til en redegørelse fra sidste november noterede Tejs Binderup ellers, at det skulle være sket tidligere. Det afviste Mogens Jensen.
- Jeg ville ønske, at jeg havde fået en orienteret tidligere – også mundtligt. Men det fik jeg ikke.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.