
17 kommuner har modtaget i alt 20 mio. kr. fra satspuljemidlerne til at
igangsætte en lokal beskæftigelsesindsats i ghettolignende områder. Gennem
mindre filialer af jobcentre, som placeres i boligområderne, skal kontakten mellem
jobcentermedarbejder og bebyggelsens borgere på offentlig forsørgelse, f.eks. de
unge kontakthjælpsmodtagere, forbedres - med henblik på at flere kommer i arbejde.
SEBI, Specialfunktionen for den Etniske Beskæftigelsesindsats, har i 2009 indsamlet
erfaringer fra en række af de lokale jobcenterfilialer, som også benævnes
'fremskudt indsats' - og har på den baggrund udviklet en guide, der beskriver forskellige former for indsatser og giver tips til, hvordan de etableres.
Guiden kan bruges af medarbejdere i jobcentre som skal i gang med at etablere
eller videreudvikle en fremskudt indsats - eller som på anden vis har planer om at
rykke tættere på de ledige i et boligområde.
Fremmer motivation
- Der er mange fordele forbundet ved at rykke tættere på et boligområde med
mange ledige. For eksempel kan den personlige kontakt og hurtige reaktionsevne
virke motivationsfremmende på nogle borgere. Den lokale placering gør det også
nemmere for de ledige at kigge forbi for at følge op eller få svar på spørgsmål,
siger lederen af SEBI, Inger Marie Kærgaard.
Guiden viser fire modeller for tilrettelæggelsen af en fremskudt indsats og anskueliggør hvilke muligheder og udfordringer, som det er vigtigt at forholde sig til. Det gælder både samarbejdet udadtil med boligforeninger og øvrige beboere, og samarbejdet internt i jobcentret om bl.a. visitation og sanktioner.
- Ved at sætte ind i et afgrænset område vil man ofte opnå synergieffekter. Når en
hjemmegående kvinde oplever, at en bekendt i opgangen får job, bliver det pludselig
en drøm, som faktisk er opnåelig, påpeger Inger Marie Kærgaard.
Guiden kan ses på SEBIs hjemmeside: www.bmetnisk.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.