
KØBENHAVN: Tidligere kulturborgmester, nu borgerrepræsentant Niko Grünfeld har meldt sig ud af Alternativet for at blive løsgænger, oplyser han i et indlæg i Politiken fredag. Her skriver han, at det siden efteråret 2017 kun er gået nedad for Alternativet, som i Grünfelds øjne i dag er en 'organisatorisk og kulturel falliterklæring'.
Niko Grünfeld forlod posten som kulturborgmester i København mindre end et år efter, han blev valgt ved KV17. Årsagen var massiv kritik for at pynte på sit cv og for ekstravagant indretning af sit borgmesterkontor.
Han mener i dag, at hans 'eget påtvungne exit som kulturborgmester var baseret på alt dette; interne læk, rygtedannelse og bevidst manipulation fra egne rækker'.
Han skriver i sit indlæg, at 'partiets sjæl er ædt op indefra' og den nye politiske kultur, som Alternativet fra sin stiftelse ønskede at stå for, er blevet afløst af 'en syg politisk kultur. En kritisk artikel i dagbladet Information og Alternativets nye politiske leder Josephine Fock, og ikke mindst partiets efterfølgende håndtering blev tilsyneladende udslagsgivende.
Niko Grünfeld vil 'hverken (...) repræsentere det, den nuværende politiske leder i mine øjne står for, eller de aktive dele af baglandet, der har beklikket de udsagn, der i dagbladet Information er fremført. Det sidstnævnte er simpelthen uanstændigt, og for mig vidner det om, hvor fortabt Alternativet er', skriver Grünfeld.
Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra hverken Josephine Fock eller Alternativets hovedbestyrelse.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.