
Nye Borgerlige er som bekendt ude af Folketinget. Eller hvad? Partiets folketingsgruppe blev opløst af gruppeformand Kim Edberg (løsgænger), efter at han og partiets formand Pernille Vermund (LA) meldte sig ud af partiet for et par uger siden.
Folketingsgruppen bestod af de to ovennævnte politikere og Peter Seier, som aktuelt er syg med stress og lymfekræft, men ikke sygemeldt fra Folketinget.
Ifølge DR har Peter Seier ikke meldt sig ud af Nye Borgerlige ligesom hans to tidligere folketingskollegaer Vermund og Edberg. Det betyder, at partiet på papiret stadig har et medlem i Folketinget.
Betyder det, at Nye Borgerlige ikke skal samle vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget igen? Her må svaret være et "muligvis".
Som det er nu, er Peter Seier nemlig løsgænger i Folketinget, fordi folketingsgruppen er opløst. DK Nyt har sendt spørgsmål til Indenrigsministeriet for bl.a. at få svar på, om Nye Borgerlige kan undgå at skulle indsamle vælgererklæringer, hvis Peter Seier bliver i Nye Borgerlige og genopretter folketingsgruppen.
Til det svarer ministeriet, at "Nye Borgerlige på ny kan blive opstillingsberettiget – uden at indsamle vælgererklæringer – hvis partiet i Folketinget på tidspunktet for valgets udskrivelse er repræsenteret af mindst et medlem, der ved det seneste folketingsvalg var opstillet som kandidat for partiet."
Sendte en repræsentant
Meget tyder samtidig på, at Peter Seier ikke er færdig med Nye Borgerlige. Da partiets hovedbestyrelse lørdag afholdt et ekstraordinært møde, sendte Peter Seier nemlig en repræsentant i sit sted.
Ifølge DR var det til stor overraskelse for de øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer, da Lars Eldrup – partiets tidligere sekretariatschef på Christiansborg, der blev fyret sidste år i en personalesag – pludselig dukkede op til lørdagens møde med en fuldmagt fra netop Peter Seier. Han har for ganske nylig ansat Lars Eldrup som politisk rådgiver.
Lars Eldrup forklarer til DR, at han efter egen opfattelse ikke tilkendegav klart under mødet, om han er for eller imod en opløsning af partiet. Men ifølge mediet stod flere hovedbestyrelsesmedlemmer efter mødet med en følelse af, at Peter Seier ikke kommer til at forlade Nye Borgerlige.
Dertil erfarer Netavisen Pio, at Peter Seier er i bedring, og at han ønsker at fortsætte i Folketinget for Nye Borgerlige. Mediet erfarer videre, at Peter Seier blev ekskluderet fra folketingsgruppen af Pernille Vermund og Kim Edberg, så de kunne nedlægge folketingsgruppen.
DK Nyt har forgæves forsøgt at få svar på, om ovenævnte er rigtigt. Hverken Peter Seier eller Nye Borgerliges organisatoriske formand Frederik Meyer Johannesen har meldt tilbage på vores henvendelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.