AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
I min tid på Københavns Rådhus har det virkelig været byudviklingen, som har haft min drivende interesse, lyder det fra Lars Weiss (S), som har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 2010.
Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Lars Weiss bliver ejendomsudvikler

Den tidligere overborgmester skal arbejde sammen med Jens Kramer Mikkelsen hos Urban Partners.
25. FEB 2026 9.37

Når vinteren går på hæld, og foråret for alvor melder sin ankomst, er det tid til et nyt kapitel for Københavns tidligere overborgmester Lars Weiss (S), der træder ind på Urban Partners’ kontor i Nordhavn som ny direktør for byudvikling.

Det oplyser han til EjendomsWatch onsdag morgen.

- I min tid på Københavns Rådhus har det virkelig været byudviklingen, som har haft min drivende interesse. Og at få muligheden for at blive en del af holdet i Urban Partners er simpelthen så fantastisk en mulighed, at jeg ikke kunne sige nej, siger han.

Ifølge den tidligere overborgmester har Urban Partners været en vigtig aktør, som har spillet med på de politiske dagsordener, der har været på rådhuset. Derfor ser han også sin nye rolle som en naturlig fortsættelse af det arbejde, som han foretog sig på overborgmesterkontoret.

Overtager fra Kramer Mikkelsen

Når Lars Weiss træder ind på Urban Partners’ kontor for første gang mandag 2. marts, vil han dele direktørrollen med en anden tidligere overborgmester, nemlig Jens Kramer Mikkelsen, der har varetaget rollen siden 2018 og nu vil træde mere i baggrunden, fortæller Weiss.

”Nu skal jeg lige træde inden for og lære organisationen at kende, og på sigt vil Kramer træde lidt mere i baggrunden. Men jeg glæder mig som et lille barn til at starte,” siger han til EjendomsWatch.

I en efterfølgende pressemeddelelse fra Urban Partners lyder det, at ansættelsen af Lars Weiss bygger videre på det fundament, som Jens Kramer Mikkelsen lagde, da han tiltrådte i 2018, og at Kramer fortsætter med at være involveret i en række igangværende projekter, herunder Tingbjerg, Mjølnerparken og Jernbanebyen.

”København står over for spændende, men komplekse udfordringer, herunder betydeligt pres på boligmarkedet – udfordringer, som Lars bringer en unik, løsningsorienteret tilgang til,” lyder det fra Thomas Riise-Jakobsen, landechef i Danmark hos Urban Partners, i pressemeddelelsen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/lars-weiss-bliver-ejendomsudvikler

GDPR