
NORDFYN: Butikkerne i Bogense får igen i år lov at holde åbent i påsken, fordi Erhvervsstyrelsen har imødekommet en ansøgning fra Nordfyns Kommune om dispensation. Men borgmester Morten Andersen (V) er træt af, at der skal søges hvert år, og håber på en lovændring.
Dispensationen er givet, fordi der bliver holdt en musikevent under titlen "Lyden af Nordfyn" hen over påsken. Det samme skete sidste år.
Ifølge kommunen har butikker i andre byer, der lever af turisme, mulighed for at holde åbent på årets store helligdage, så det bør man også have i Bogense.
- Vi er selvfølgelig glade for, at Erhvervsstyrelsen igen giver dispensation, men det er en permanent løsning, vi går efter. Reglerne skal ganske enkelt laves om, og det har jeg også lyttet mig frem til, at der er opbakning til både blandt vekslende ministre og de fynske folketingsmedlemmer, siger Morten Andersen.
- Både i Bogenses Marina og på campingpladserne bliver sæsonen for alvor skudt i gang i påsken, og så er det en kold klud i ansigtet, når turisterne som det første bliver mødt af lukkede butiksdøre. Det strider mod sund fornuft, især når vi kan se at butikker i tilsvarende kystbyer slår dørene op, tilføjer Jeppe Knudsen fra Bogense Handelsstandsforening.
I maj var daværende erhvervsminister Simon Kollerup (S) på besøg og gav ifølge Morten Andersen håndslag på at arbejde for en løsning i fællesskab. Så kom valget, og siden er der ikke sket noget konkret, men arbejdet med at få loven lavet om fortsætter, bebuder borgmesteren.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.