SYDDANMARK: Region Syddanmarks whistleblower-ordning åbnede tirsdag. Formålet er, at en uvildig part kan tage imod informationer om uregelmæssigheder uden om regionens ledelsessystem og politiske organisation.
Både medarbejdere, leverandører og eksterne samarbejdspartnere, der er bekendte med, at der foregår besvigelser eller uregelmæssigheder af væsentlig karakter i regionen, kan indberette deres viden på en særlig whistleblower-side, som revisionsselskabet Deloitte driver for Region Syddanmark.
Ønsker åben kultur
Under dagens møde i regionsrådet åbnede Deloitte den særlige hjemmeside, så eksempelvis medarbejdere og leverandører nu kan indberette forhold, der er af en sådan karakter, at de ikke kan håndteres inden for den eksisterende organisation, for eksempel samarbejdssystemet.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:
- Whistleblower-ordningen sikrer, at der kan sættes fokus på problemstillinger, som ikke kan håndteres indenfor den eksisterende organisation. Men jeg vil gerne understrege, at både MED-systemet, direktionen og regionsrådet ønsker en åben kultur, hvor man kan være 100 pct. tryg ved at gå til ledelsen eller sin tillidsrepræsentant, hvis man har viden om, at der foregår noget, som strider mod loven. Whistleblower-ordningen er altså tænkt som en sidste udvej, når de etablerede systemer ikke rækker.
Vurdering inden for 24 timer
Hvis anmeldelsen falder inden for ordningens formål, kontakter Deloitte inden for 24 timer den særligt udpegede kontaktperson på direktørniveau i regionen.
For eksempel vil anmeldelser om samarbejdsproblemer og mobning normalt ikke falde indenfor ordningen, mens sager om ulovligheder, bedrageri, tyveri eller magtmisbrug typisk vil.
Anmeldelserne kan foregå anonymt i forhold til Deloitte og i forhold til Region Syddanmark, hvis man ønsker det.
Regionsrådet vil modtage kvartalsvise rapporter fra Deloitte over whistleblower-henvendelser, og ordningen vil blive evalueret efter et år.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.