Frivilligheden fejlede:
Nu strammes grebet med sprøjteforbud

Det var en stolt daværende miljøminister i skikkelse af Jakob Ellemann-Jensen (V), der tilbage i 2019 stod bag en aftale om sprøjteforbud nær drikkevandsboringer. Mere præcist omtalte han den såkaldte BNBO-aftale som det, han havde lavet i dansk politik, han var mest stolt af. 

Gennem frivillige aftaler mellem vandselskaber og landmænd skulle der sættes en stopper for brug af pesticider. Og var man ikke kommet i mål med de frivillige aftaler inden udgangen af 2022, skulle et såkaldt sprøjteforbud træde i kraft. 

Men frivilligheden fejlede. Ved udgangen af 2022 var der nemlig kun indgået 151 aftaler svarende til omtrent fem procent. 

De frivillige aftaler var dog ikke de eneste, der lod vente på sig. Det samme gjorde sprøjteforbuddet, der siden 2022 er blevet udskudt af flere gange. 

Men fra 2025 går den ikke længere - nu erstatter et forbud de frivillige aftaler. Det betyder, at kommunerne frem mod 1. marts 2025 har pligt til at udstede påbud eller forbud i de boringsnære beskyttelsesområder, der ikke er indgået frivillige aftaler om. 

Og angiveligt er der endnu lang vej igen. For selvom kommunerne har haft siden 2019 til at komme i mål, er der stadig flere kommuner, der ikke har gennemført én eneste aftale med de lokale lodsejere. 

Tilbage i december kunne DR fortælle, at kommunerne kun har lavet aftaler for 20 procent af de områder, der skal beskyttes. 

I hvert fald lykkes tre kommuner 

På Miljøstyrelsens hjemmeside ses det yderligere, at kun tre kommuner er lykkedes med at sikre rent drikkevand gennem frivillige aftaler. Det gælder Ringkøbing-Skjern, Frederikshavn og Ærø Kommuner. 

Tallene på hjemmesiden tager afsæt i data, der opdateres hver nat. Dog skal der tages forbehold for, at kommunerne i henhold til den nye BNBO-bekendtgørelse ikke længere er forpligtet til at indberette, når en frivillig aftale er tilbudt. Det betyder med andre ord, at det derfor må forventes, at indberetningen efter den tidligere BNBO-bekendtgørelses ophævelse ikke nødvendigvis viser et fyldestgørende billede af status på indsatsbehovet i BNBO.

En klar fordel for lodsejerne 

Uanset hvor mange kommuner, der er nået i mål med de frivillige aftaler, er Ringkøbing-Skjern glad for at være blandt dem, der er lykkedes med opgaven. 

- Det er klart en fordel for lodsejeren at indgå en frivillig aftale, og det ville kræve en masse tid og kræfter i kommunen og pålægge den enkelte landmand en begrænsning på hans jord, uden den samme kompensation som en frivillig aftale ville give, siger geolog i kommunens afdeling for Natur, Land og Vand, Susanne Plesner.

Hun forklarer, at de frivillige aftaler har form af privatretslige aftaler med fuld kompensation for, at landbruget ikke må dyrke markerne med brug af pesticider. Alternativet havde nemlig været et påbud fra kommunen imod brugen af pesticider.

Adspurgt til, hvad hun tror, der har været den afgørende faktor for, at Ringkøbing-Skjern som en af de eneste kommuner har haft succes, er både tid og dialog to væsentlige dele af ligningen. 

- Min generelle oplevelse er, at vi er gode til dialog og er løsningsorienterede her i kommunen. Og vi respekterer hinanden. Som myndighed skal jeg sørge for at lovene bliver overholdt og hjælpe borgerne med at navigere i det. Det er ikke altid, at borgernes projekter kan lade sig gøre, men mine kolleger og jeg siger aldrig bare nej, men forsøger i stedet at finde en løsning. Med andre ord er vi ikke blankt afvisende. Jeg har en klar fornemmelse af, at det også den model, der har været brugt mellem vandværker og lodsejere. Den gode dialog, siger hun til DK Nyt. 

Tror du, at samme model kan bruges som skabelon i andre kommuner? 

- Det ved jeg ikke. Men her ude mod vest tager ting bare tid. Min erfaring er, at folk kan gå med til rigtig meget, hvis de får den rette vejledning og ikke mindst tid til at tænke over tingene. I denne modningsproces nytter det ikke at presse folk, for så bakker de ud. Om den samme sindighed vil fungere andre steder, vil jeg ikke gøre mig klog på. Desuden er det jo svært at vide, hvorfor de andre ikke er kommet i mål. Kommunerne har jo grebet det forskelligt an, slutter hun.