Ud af det samlede antal, der begynder på en erhvervsuddannelse som elektriker eller vvs-energispecialist, falder op mod halvdelen af dem fra undervejs. Ny analyse af frafaldet peger på, at der er en vis sammenhæng med lave karakterer i matematik og dansk ved folkeskolens afgangseksamen og risikoen for at droppe ud. Det skriver arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Hos elektrikerne når 50 procent aldrig ud i virksomhedspraktik, før de dropper ud, hvis de har fået mellem 2 og 4 i matematik. Kun 35 procent i den gruppe gennemfører uddannelsen.
Til sammenligning gennemfører 72 procent af de elever, der har fået 10 eller derover i matematikeksamen fra grundskolen.
Samme tendens ses på vvs-energiuddannelsen, hvor både dansk- og matematik-karaktererne boner ud i sammenligningen. Omkring halvdelen af eleverne med de dårligste karakterer ender med et svendebrev, mens langt hovedparten af elever med 10 eller derover i matematik eller dansk gennemfører uddannelsen.
Endnu en undersøgelse
Analysen af TEKNIQ Arbejdsgiverne er endnu en undersøgelse, som i den seneste tid vil skabe opmærksomhed om nogle af udfordringerne med erhvervsuddannelserne.
Tidligere denne måned kunne man fx læse at knap halvdelen af dem, der begynder på en erhvervsuddannelse, stopper, før uddannelsen er fuldført. Det viser en analyse som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Andelen af elever der dropper ud af erhvervsuddannelserne er dog faldet de seneste år.
Her peges der på kvaliteten af uddannelserne, som en årsag til det høje frafald. "Det generelle billede, som de unge selv peger på, er, at kvaliteten i undervisningen ikke er god nok, at rammerne er dårlige, og at lokalerne ikke har ordentlige faciliteter. Det gælder selvfølgelig ikke alle steder, men flere har denne oplevelse," skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.