Ved KL’s topmøde i Aalborg den 12. og 13. marts 2026 blev de politiske udvalg sammensat, og her blev borgmester i Aabenraa Jan Riber Jakobsen (K) valgt til at stå i spidsen for KL´s Internationale udvalg.
Øget fokus på EU
- Ud over den sikkerhedspolitiske dagsorden, som er den helt overskyggende for hele Europa, så kommer vi som noget af det første til at følge forhandlingerne om EU’s flerårige budget tæt. Der er lagt op til store ændringer, hvor vi har en bekymring for, at der sker en centralisering i EU’s midler. Vi kommer til at arbejde for, at midlerne går til hele landet, og giver mulighed for nogle kraftige investeringer i bl.a. den grønne omstilling, lyder det fra Jan Riber Jakobsen, som fortsætter:
- Derudover følger vi miljø- og klimaområdet meget tæt. EU har fremlagt en ny strategi for at håndtere oversvømmelser, forurening og tørke, og her er det afgørende, at vores lokale erfaringer kommer til at fylde i det arbejde. En tredje vigtig dagsorden er et nyt forslag til reglerne for udbud. Vi vil arbejde for at gøre dem meget enklere, for lige nu er det alt for bureaukratisk og kræver mange ressourcer i kommunerne og virksomheder.
Sammenhold og samarbejde bliver vejen frem
- Europa står overfor enorme udfordringer. Den sikkerhedspolitiske situation er alvorlig, klimaforandringerne skaber hedebølger og oversvømmelser over hele kontinentet, og demokratiet er under pres. Det kræver et styrket samarbejde på tværs af EU, og her skal vi i kommunerne selvfølgelig byde ind, hvor det giver mening.
- Vi kan også se, at kunstig intelligens kommer til at betyde rigtig meget – især for de kommende generationer af arbejdstagere. Herhjemme er vi langt fremme med digitale løsninger. Det er vigtigt, at EU-lovgivning giver mulighed for at bygge videre på dét, så vi ikke skal opbygge nye løsninger fra bunden. Samtidig er der brug for, at EU-Kommissionen fastholder et vedvarende pres på tech-giganterne for at sikre, at de overholder europæiske regler.
Målet er et tryggere og mere samlet Europa
Og selvom Europa er under voldsomt pres, så håber den nyvalgte formand på tættere samarbejde:
- Jeg håber, at vi om fire år ser et mere samlet EU, der arbejder for at holde os alle sammen trygge - både når det kommer til vores sikkerhed, og når det gælder de problemer, som klimaforandringerne skaber. Her er det mit mål, at vi i kommunerne har bidraget til at løse de store problemer.
Internationalt udvalg 2026-2030
- Formand: Jan Riber Jakobsen (K), Aabenraa
- Næstformand: Line Krogh Lay (R), Stevns
- 1. viceborgmester Kirstine Bille (SF), Syddjurs
- Borgmester Helle Gade (S), Silkeborg
- Byrådsmedlem Nuuradiin S. Hussein (S), Aalborg
- 2.viceborgmester Pernille Sylvest (S), Køge
- Byrådsmedlem Michael Nedersøe (DF), Horsens
- Borgmester Søren Smalbro (V), Hjørring
- Byrådsmedlem Piet Papageorge (V), Glostrup
Denne artikel er del af en serie om de nye udvalgsformænd i KL. DK Nyt har lavet en skriftlig rundspørge til udvalgsformændene med de samme fire spørgsmål. Der er ikke ændret i svarene, men mellemrubrikker kan være tilpasset indholdet. 1. Din vision for formandskabet i den kommende valgperiode, 2. Tre vigtige fokuspunkter i det kommende udvalgsarbejde, 3. Største udfordringer indenfor dit område, 4. Hvilke resultater vil du gerne kigge tilbage på om fire år?
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
















