
KERTEMINDE / DRAGØR / SLAGELSE / LÆSØ: Borgmesterkabalen i Kerteminde er faldet på plads. Den nuværende borgmester Hans Luunbjerg (V) peger på Socialdemokratiets spidskandidat, Kasper Olesen, som ny borgmester i Kerteminde, og bag konstitueringen står Socialdemokratiet, Venstre, SF og Enhedslisten.
Den nyslåede borgmester håber på, at flere partier tilslutter sig - for eksempel De Konservative. Med støtten fra Venstre har Kasper Olesen et flertal på 13 ud af 25 medlemmer i byrådet.
- Det er jeg rigtig glad for. Jeg er glad for, at der er 13 her, der vil stå bag ved. Jeg synes også, at vi har haft nogle rigtig gode snakke siden valgnatten, hvor vi fandt ud af, at det var vores mulighed, siger Kasper Olesen til TV2 Fyn.
Den afgående borgmester Hans Luunbjerg (V) bliver 1. viceborgmester.
Kerteminde var fredag formiddag en af tre kommuner, hvor der efter tirsdagens valg fortsat manglede en borgmester. Det gøre der så ikke mere, men det gør der til gengæld i Slagelse og Dragør.
Weekendforhandlinger i Dragør og Slagelse
De Konservatives borgmesterkandidat i Dragør, Kenneth Gøtterup, oplyser til Ritzau, at forhandlingerne mellem De Konservative, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti fortsætter fredag eftermiddag. Men han forventer, at der først kan peges på en borgmester i weekenden.
I Slagelse nåede socialdemokraten John Dyrby Paulsen at erklære sig som kommunens næste borgmester på valgnatten. Men det viste sig at være en kende for hurtigt. Rød og blå blok forhandlede torsdag aften om en bred konstituering, og de forhandlinger fortsætter fredag.
Radikale, Venstre, DF og Venstre udeblev fra møde hos LA's Villum Christensen torsdag aften. John Dyrby Paulsen (S) mener dog at have aftale på vej - angiveligt også med Dansk Folkeparti, der har spidskandidat Ann Sibbern som en tredje kandidat og bejler til borgmesterposten.
Ifølge sn.dk bakker De Radikales Troels Brandt tilsyneladende ikke længere op om John Dyrby Paulsen, så for at ikke Liberal Alliance skal levere det afgørende mandat - som de afviser at give - skal Dansk Folkeparti med i folden.
Ann Sibbern fortæller Sjællandske, at der ikke ligger en aftale med John Dyrby Paulsen som sådan, og at partiet stadigvæk også forhandler med Venstre og Radikale Venstre.
Mon Læsø er på plads?
Måske kan Læsø også komme i spil igen. Her er Karsten Nielsen (DF) ellers blevet udråbt som borgmester onsdag aften. Det vil gøre ham til DF's første borgmester i historien. Men Venstres vragede borgmester Tobias Birch Johansen er parat til at genåbne forhandlingerne og pege på S-kandidaten Folmer Hjort Kristensen, siger han.
Den opfordring gentog Tobias Birch Johansen her til morgen i Radio24syv, hvor Folmer Hjort svarede:
'Jeg har drukket kakao med Tobias, og det var hyggeligt. Jeg har lavet en aftale med Læsølisten og DF, og med mindre nogle af parterne i den aftale begynder at vakle, laver vi ikke om på det.'
I en kommentar til en artikel i Nordjyske om konstituerings-forhandlingerne på Læsø, skriver en læser om Venstres tilbud til S:
'Hvis Folmer Hjort siger ja, så bliver DF og/eller Læsølisten rasende, og en eller begge partier vil så pege på V som hævn, og så springer V fra aftalen med S, og ender alligevel med borgmesterkæden, det er det spin som kører lige nu!'.
Til Ritzau siger Tobias Birch Johansen om sin snak og kakao-passiar med Folmer Hjort Kristensen:
- Vi har fået en god snak, om hvad kan vi foretage os de næste fire år, og hvordan vi kan få løst den knude, vi står i her. Vi aftalte, at gå hjem og tænke over sagerne i løbet af weekenden. Og måske kommer der så en løsning.
Forhandlingerne om konstitueringen i landets kommuner kan i princippet løbe helt frem til 15. december, hvor der er deadline.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.