
KØBENHAVN: Et bilag på på 5.865 kr. fra et restaurantbesøg i Aarhus i 2021, hvor den daværende chef for spillestedet Amager Bio og fem medarbejdere bl.a. drak to flasker vin til 800 kr. stykket, er centralt i Københavns kultur- og fritidsforvaltningens beslutning om at gennemgå bilag fra spillesteder og kulturhuse i en nedsat kontrol-taskforce. Udgifterne blev betegnet som "kompetenceudvikling".
Det skriver Berlingske Tidende, der har fået aktindsigt i en række bilag, og medlem af kommunens kultur- og fritidsudvalg Kashif Ahmad (R) siger: "Der er et forklaringsproblem. Jeg vil gerne have en forklaring på, hvorfor det er blevet godkendt." Ressourcedirektør Lars Laustrup tilføjer, at sagen "giver anledning til en større og mere dybdegående kontrol af netop Amager Bio, som vi allerede er i gang med. Det er ganske enkelt ikke i orden. Bilaget er desværre kun et af mange fra Amager Bio, der slet ikke burde eksistere i det omfang, de gør", siger han.
Allerede i weekenden skrev avisen at medarbejdere fra spillestederne Amager Bio og Beta i flere år har drukket alkohol og spist dyre middage på Københavns Kommunes regning. Og kultur- og fritidsborgmester Mie Nyegaard (R) skrev i et svar til avisen, at "både direktionen og kultur- og fritidsborgmesteren er rystede over omfanget af bilagene, indholdet, økonomien, og at det ikke er blevet sporet før nu."
Ud over at nedsætte en kontol-task force, der nu gennemgår bilag fra spillesteder og kulturhuse, får medarbejdere fremover ikke betalt kost og drikke via udlæg men vil i stedet få diæter.
I forbindelse med restaurantbesøget i Aarhus er det ikke lykkedes avisen at få svar fra den daværende chef for Amager Bio Eva Rehling, om hvorvidt det var hende, der godkendte bilaget, før det blev indleveret til kommunen af en af hendes medarbejdere. Ifølge medlem af København Kommunes kultur- og fritidsudvalg Karina Bergmann (K), så bør sagen om bilagene "give anledning til, at vi som politikere genbesøger vores egne regler for forplejning."
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.