
Postnummeret er med til at afgøre, om en borger bliver tildelt førtidspension eller ikke.
Det viser en ny analyse udarbejdet af de små og mellemstore virksomheders erhvervsorganisation, SMVdanmark.
Analysen viser nemlig, at der er meget store kommunale forskelle i antallet af tilkendelser af førtidspension mellem kommuner, der geografisk og socioøkonomisk minder meget om hinanden. Det drejer sig fx om Lolland kommune, der tildeler dobbelt så mange førtidspensioner sammenlignet med nabokommunen Guldborgssund. Eller Roskilde Kommune der også tildeler markant flere førtidspensioner end nabokommunen Lejre.
Markante forskelle
I følge analysen peger de "uforklarlige og markante" forskelle imellem kommunerne på, at postnummeret dermed også spiller en stor rolle i forhold til tildelingen af førtidspensioner.
- Det er stærkt bekymrende, at postnummeret har så stor betydning for tildelingen af førtidspension. Vi kan som samfund ikke være tjent med, at en kommune sender dobbelt så mange borgere på permanent offentlig forsørgelse sammenlignet med nabokommunen, siger Alexander Søndergaard, underdirektør i SMVdanmark.
Du kan læse hele analysen her.
Socioøkonomiske udsving
Analysen peger også på, at flere kommuner tildeler flere førtidspensioner end deres socioøkonomiske sammensætning tilsiger.
Det gælder både for kommunerne med de største socioøkonomiske udfordringer og for de kommuner med de mest ressourcestærke borgere.
Målt på Indenrigs- og Sundhedsministeriets socioøkonomiske indeks er det dermed både kommuner som Albertslund, Bornholm og Odsherred med en relativt lav score og kommuner som Lemvig, Gribskov og Roskilde med en høj score, der tildeler langt flere førtidspensioner end sammenlignelige kommuner.
Og det kalder på handling - i hvert fald hvis det står til Alexander Søndergaard:
- I dag har kommunerne 98 forskellige måder at håndtere førtidspension på, og det er alt for vilkårligt. Vi opfordrer til, at der oprettes én central og national visitationsmodel, så det ikke længere er postnummeret, der afgør, hvorvidt borgere sendes på førtidspension eller ej.
Mere konkret foreslår SMVdanmark, at tildelingen af førtidspensioner flyttes fra kommunerne og samles i én national myndighed. Forslaget skal sikre en mere ensartet og professionel behandling af ansøgningerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.