
Tirsdagens lille fald i dagligt smittetal viste sig at være et kortvarigt lyspunkt. Igen i dag sætter tallet ny rekord: 3.692 er testet positiv det seneste døgn, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.
Samtidig stiger antallet af indlagte. 122 personer er blevet indlagt det seneste døgn, hvilket er det højeste tal under pandemien.
Gennemsnitligt er patienterne dog indlagt færre dage end i foråret, så det samlede antal indlagte er stadig under rekorden på 535 i begyndelsen af april. Da tallene blev gjort op i morges, var 493 indlagt.
Godt halvdelen indlagt i Hovedstaden
260 af de indlagte, altså over halvdelen, befinder sig på Region Hovedstadens sygehuse, viser tal fra regionen. Her er antallet af coronapatienter steget fra 166 til 260 på bare fem døgn. I samme periode er antallet af indlagte på intensiv steget fra 23 til nu 32.
Tirsdag besluttede Region Hovedstaden at udskyde 40 pct. af de ikke-akutte behandlinger, så der er plads til et stigende antal indlagte.
På landsplan er der registreret 14 nye dødsfald blandt patienter, som er konstateret smittet inden for den seneste måned. Der er nu 68 indlagt på intensiv, heraf 40 i respirator.
Smitten stiger fortsat i Københavns Kommune, hvor der er fundet 853 nye smittede det seneste døgn, og incidensen er steget til 847. Den overgås dog i dag af Ishøj med 879.
Også Frederiksberg, Dragør, Rødovre, Tårnby, Glostrup, Herlev, Solrød, Vallensbæk, Gladsaxe, Ballerup, Gentofte, Rudersdal, Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Brøndby, Slagelse, Lyngby-Taarbæk og Aarhus er over 500 i incidens - i faldende rækkefølge.
De 3.692 nye smittede det seneste døgn er fundet blandt i alt 113.286 prøver. Dermed er positivprocenten 3,33, hvilket er lavere end i går, men dog den tredjehøjeste andel i den tid, hvor der har været fri adgang til test.
Tirsdag fandt Falck 357 smittede blandt 8.959 test. De tal indgår ikke i SSI's opgørelse.
Det er fra i dag også blevet muligt at få en gratis lyntest hos yderligere tre selskaber: SOS International, Carelink og Copenhagen Medical.
Antallet af nyindlagte pr. dag er nu 122, mens det i foråret toppede på 92, som det ses herover.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.