
RANDERS: Borgmesterpartiet Venstre vil gøre et nyt forsøg på at gennemføre en omkonstituering af Randers Byråd. Beslutningen er truffet på et gruppemøde søndag, hvor to nye V-medlemmer deltog for første gang, efter at de i sidste uge sprang fra Socialdemokraterne.
Et tidligere forsøg strandede på intern uenighed i S - en uenighed, der var medvirkende årsag til, at Socialdemokaternes byrådsgruppe nu er reduceret til otte personer, mens Venstres byrådsgruppe er vokset til 13 og dermed råder over et flertal sammen med Dansk Folkeparti. V og DF kan dermed i princippet gøre som de vil, men Venstres gruppeformand Anders Buhl-Christensen vil helst have Socialdemokraterne med.
Til dknyt sagde Anders Buhl-Christensen i forbindelse med S-afhopningen, at der 'næppe' bliver tale om en omkonstituering gennemtrumfet af V og DF alene. 'En omkonstituering giver kun mening, hvis begge de to store partier er med', sagde han i sidste uge, men i weekenden var det standpunkt i en udtalelse til TV2 Østjylland blevet modereret til, at Socialdemokraterne ikke vil få en 'reel vetoret' mod en omkonstituering.
Samarbejdsvillig toneart
I givet fald vil en omkonstituering især rette sig mod de to udvalgsformandsposter for Børn- og Skoleudvalget og for Socialudvalget, der indehaves af hhv. Bjarne Overmark fra Beboerlisten og Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten - begge venstrefløjslister som på valgnatten sikrede Venstre borgmesterposten til gengæld for blandt andet de nævnte poster. At posterne siden er kommet i farezonen, begrundes fra de øvrige konstitueringsdeltagere med, at listerne og deres to udvalgsformænd har brudt tillidsforholdet ved at angribe kommunens embedsmænd i forbindelse med en ophedet skolelukningsdiskussion hen over sidste år og de første måneder af i år.
Derudover har også den radikale Mogens Nyholms formandspost for Kultur- og Fritidsudvalget og især den konservative Daniel Madiés formandspost for Erhvervsudvalget tidligere været nævnt som muligt bytte i en omkonstituering.
De ændrede magtforhold fik da også straks efter S-afhopningen i sidste uge De Konservative til at anslå en meget samarbejdsvillig toneart overfor det nyopståede V-DF-flertal.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.