
ODDER: Odder Kommunes økonomiudvalg besluttede tirsdag at konstituere Morten Møller som midlertidig kommunaldirektør. Konstitueringen træder i kraft med det samme og varer, indtil en ny kommunaldirektør er på plads.
Den midlertidige kommunaldirektør er blevet ansat i forbindelse med at Odder fyrede den øverste ledelse, kommunaldirektør Kenth Halfdan Ferning og social- og kulturdirektør Jette Rud Knudsen, i forlængelse af at Mads Gammelmark, der er direktør for børn, unge, teknik og miljø, sagde sit job op.
Beslutningen om at indstille de to direktører til afskedigelse blev truffet af et enigt økonomiudvalg søndag 26. oktober. Mandag 27. oktober om eftermiddagen blev de orienteret om beslutningen, hvorefter de forlod rådhuset, idet de begge er fritaget for tjeneste.
Fokus på drift
Morten Møller har siden 2010 været sekretariatschef for byrådsservice, og i den rolle har han fungeret som tæt sparringspartner for både direktion og byråd.
- Vi har i forløbet overvejet at ansætte en midlertidig kommunaldirektør udefra, men ved at konstituere Morten Møller sikrer vi, at der bliver kontinuitet både i organisationen og i kommunens drift. Det har været afgørende for et i øvrigt enigt økonomiudvalg, siger borgmester Uffe Jensen.
Den nu konstituerede kommunaldirektør Morten Møller er 47 år og uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet. De første ni år af sin karriere arbejdede han i KL – først som konsulent, senere som vicekon- torchef og konstitueret kontorchef. I 2004 blev han sekretariatschef i Ikast Kommune, og fortsatte i samme funktion i den nye Ikast-Brande Kommune, hvorefter han i 2008 blev HR-chef i Favrskov Kommune. For tiden er han i gang med en Master i 'Public Governance' på Aalborg Universitet/CBS.
- De kommende måneder vil der være fokus på driften frem for nye udviklingsopgaver, lyder det fra Morten Møller.
Makkerpar
Samtidig med konstitueringen af Morten Møller, har politikerne besluttet en midlertidig organisation af kommunens administration. I stedet for at konstituere fagdirektører bliver der dannet en stribe 'makkerpar' på de forskellige fagområder. Makkerparrene, der typisk består af en afdelingsleder og en medarbejder fra Byrådsservice, får til opgave sikre den daglige drift samt at give lederne på området rådgivning og faglig spar- ring.
Et enigt økonomiudvalg besluttede også på tirsdagens møde at igangsætte processen med at få ansat en ny direktion. Til at styre processen valgte politikerne - blandt tre indbudte rekrutteringsfirmaer - at antage Mercuri Urval til at forestå processen med at ansætte en ny direktion, der kan fungere som et godt team. Det er tanken, at en ny kommunaldirektør kan være på plads 1. marts, og at den pågældende skal være med til at ansætte de to fagdirektører, som ventes at kunne tiltræde en måned senere.
Ansættelsesprocessen sættes i gang umiddelbart efter den 17. november, hvor byrådet ventes at bekræfte afskedigelserne af kommunaldirektør Kenth Halfdan Ferning og social- og sundhedsdirektør Jette Rud Knudsen.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.